Whiter Shade of Pale

Min far sagde altid at han gerne ville begraves til denne sang. Han spillede den på keyboard og fortalte mig, hvordan det var hans sidste ønske. At organisten skulle lade de højtidelige toner flyde ud af orgelet mens hans kiste blev båret op ad gulvet og gøre ham klar til at stige over på den anden side. Sangen skulle gøre afskeden melankolsk og smuk for de pårørende, og indramme hans liv med masser af musik, ikke mindst Procol Harum.
Så jeg kan egentlig ikke komme på nogen smukkere måde symbolsk at begrave ham på end ved at gå ind og se selveste Gary Brooker synge og spille netop den - ''A Whiter Shade of Pale''. Tilmed i en grand finale med big band og vokalensemble. Men det var ikke et clean cut, et fuldstændigt farvel i mit sind, for det var med bedrøvelse og blandede følelser at jeg genkendte musikken og i selve genkendelsen blev min far levende igen, og savnet af ham vakt til live på ny.
Min fornuft og mit hoved siger mig at jeg ikke skal spilde tid og sorger på den mand. Men mit hjerte savner ham, hvor grusomt han så end har forgrebet sig på mit barnesind, hvor forkvaklet et forsøg han så end gjorde på at vise mig sin kærlighed, og hvor hæslige eftervirkninger fra hans tyranni jeg så end døjer med, så mangler jeg ham i mit liv, og intet KAN erstatte ham.
Jeg har prøvet at give min mors ekskæreste mere plads i mit liv - han er så dejlig og jeg holder så inderligt meget af ham, vi ses to gange om måneden og hygger og snakker og smiler, og griner og pjatter, og snakker alvorligt og har det i det hele taget bare rart sammen. Men der er bare det, som intet nogensinde vil kunne lave om på, og det er at han ikke er min far. Vi kan lade som om, og gud ved jeg har lyst til at gøre meget og prøve hårdt, men somme tider rammes jeg bare af denne her melankoli, dette afsavn, denne nagende tvivl, om det nu var det rigtige valg at cutte helt, om vi kunne få et forhold uden at gøre for meget skade på mig selv, om han har forandret sig, om han har indset sine fejl, om jeg ville have gavn af at have ham i mit liv.
Men inderst inde ved jeg godt at han ikke har forandret sig. Han har ikke nogen fejl, og hvis han kunne se dem, så ligger de allesammen i fortiden og fortiden er forbi, og derfor vil han ikke tage den op til efterretning. ''Vi er jo kommet videre'' som han ville sige. Han er. Jeg er ikke. Så hvad var det for en forhold vi ville få til hinanden hvis jeg genoptog kontakten? Et overfladisk ''goddag farvel hvordan går det hvordan er vejret oppe hos dig'' kind of relationship? For hvis jeg involverede ham for meget ville det nok bare komme til at gøre for ondt. Hvorfor skal det også være så svært og kompliceret det hele. Jeg vil jo bare have en far. ''Men det har du jo også, du har jo Hans''. Ja. Suk, i virkeligheden er det min fars anerkendelse jeg hungrer efter. Jeg vil så gerne have at han skal indse hvor uvurderlig jeg er, og behandle mig som hans prinsesse. Men det har han aldrig gjort, så hvad er chancen for at han lige pludselig skulle vågne a changed man. Jeg tror desværre ikke jeg holder til goddag farvel forholdet. Hele tiden at være udsat for at blive passivt såret, aktivt skuffet. Bare ved at se ham undgå at være den jeg har brug for at han er. Se ham ignorere mine behov, tage min kærlighed og stole på ham igen, for kun at blive skuffet. Jeg kan heller ikke give mig til ham hundrede procent, han vil kun såre mig. Og hvad er der så tilbage af muligheder? Jeg håber på en drøm. Og den er urealistisk. It is not gonna happen. Hans kærlighed til mig er der måske, men hans evne til at vise mig den er tæt på ikke eksisterende. Hvis hans kærlighed er stærk i farven, så er hans forsøg på at få mig til at føle mig elsket blegere end hvid. Hvis mit afsavn havde en farve ville det være dybblå. Og der står vi så. Med en pige der savner en far og en far der ikke er i stand til at elske... Where to go from here...