Sitting in my room

Jeg kan ikke skrive lige nu. Det er som om det gør ondt at skrive. Måske fordi det minder mig om at jeg ikke er til stede. At jeg er alene i det her tomme værelse. At jeg er ensom. At jeg har sådan en underlig tyngde i brystet. At jeg er træt af navlepillende selvransagende sagesløse skriverier der ikke fører nogen vegne eller finder nogen steder hen end rundt i ring.
Vi har endelig fundet hinanden igen. Og idag sagde jeg rent faktisk undskyld for noget dumt jeg havde gjort lige med det samme jeg havde gjort det. Vi skulle ikke igennem timelange skænderier før jeg indrømmede, opgav min hårdnakkede stolthed og kapitulerede. Jeg lagde mig med det samme i støvet og sagde undskyld. Og det var et stort skridt i den rigtige retning. For vi har virkelig været nær afgrunden også i denne weekend et par gange pga. min manglende evne til at sige undskyld og ikke mindst nære tillid til Thomas. Han skal virkelig døje med meget møg fra min side. Meget der skyldes fortidens dårlige erfaringer og ikke hans nutidige handlinger. Det er noget crap. Det er virkelig ikke godt. Og det er kun mig der kan redde den synkende skude.
Men jeg kan kun tage et skridt ad gangen og lige nu - lige NU - går det godt, rigtig godt. Så det kan jeg vel forsøge at holde fast i i stedet for at frygte at det skal gå galt igen og vi skal fare vild i mistillid og spøgelser igen.
Den her følelse i maven - er det sult? Er det tristhed? Er det rastløshed? Er det angst? Er det stress? Er det mæthed? Er det spændinger? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er åååh lige nu med hensyn til min krop. Den skal bare gå væk lige nu. Jeg skal ikke trøste mig selv med mad. Men jeg skal heller ikke have den her knugende rastløshed i maven og ryggen. Åh. Uh. Gå væk...

Impulskontrol // Midlertidigt forsonet // When will I strike again

Endnu et skænderi. Og så har jeg mistet mine nøgler. Gjorde alt for at finde dem, men de er uvægerligt lost. As am I... I hurt him - again and again - and I don't know what to do about it. Lige så snart jeg har besluttet mig for at ændre mig, går det galt igen. Er det fordi jeg ikke vil det nok, er fast besluttet nok på at nu SKAL det lykkes, nu skal jeg ikke begive mig ud i lange diskussioner om hvem der gør mest for hvem, gå ud fra at han vil mig det ondt, eller opføre mig som om jeg skal have ret og ikke kan sige undskyld for det er for sent... Jeg havde det sådan i nat, da jeg var uvenner med Thomas og havde begivet mig ind til byen igen midt om natten for at lede efter mine nøgler, men ikke fandt dem, at jeg gider ikke mere. Jeg var klar til at give slip på det hele, og bare sige ''fuck it'', jeg klarer mig uden - kæreste, venner, besvær. Jeg har ikke plads til noget af det, jeg orker det ikke. Der er ikke plads. I er dødvægt, jeg kaster Jer overbord, for jeg kan Jer ikke. Der er ikke noget galt med Jer, det er bare nemmere at give op i stedet for at skulle holde fast og righte the wrongs, bibeholde relationerne, pleje dem, lytte og dele, skulle ud når man hellere vil være alene, forvente og blive stillet forventninger til. Det er nemmere bare at skylle kærligheden ud med badevandet. Kærlighed er snavset, elsk nogen og du vil få beskidte hænder. You'll be digging in the dirt. Jeg vil bare være ren og alene og fri. Men det er en løgn, det ved jeg. Livet er kropslugte og mørke følelser, såre hinanden og blive såret, ingen går fri. Heller ikke jeg. Selvom jeg tit er fristet til at prøve. Hvor finder jeg gejsten til at kæmpe. Styrken til at være vedholdende, for kærlighedens skyld. Når det er så meget lettere bare at give op. Er det først når stolen rigtig er sat mig for døren og han vitterligt er lige ved at gå fra mig at jeg kan fatte helt ind i mit inderste indre at det er alvor og mærke om jeg vil blive ved og miste, eller gøre en indsats og beholde...
Det er selvkastration at fortsætte i dette spor. Det er selvmord, den lige vej til ensomhed og døden i livet. Jeg brænder mine broer, det er kun mig selv jeg skader. Eller jeg tager så også lige et par stykker med i faldet. Helt omkostningsfrit er det ikke at være menneske. Vi er alle viklet ind, viklet ind i spind, vi ikke kan undgå at blive viklet ind i. Ethvert menneske der kender hinanden godt har en snor der binder dem sammen, og så kører det ellers bare derfra. Man bliver mere og mere viklet ind, og filterkagen er uundgåelig. Det er noget rod når sådan noget skal vikles op. Det ender altid med at saksen må frem, og det gør ondt at klippe strengene. Og så har man knuderne på sin snor man slæber med sig videre til de næste snore, der så lettere bliver viklet ind, med knuderne fra de gamle, løse tråde hængende...
Det er sort, jeg ved det. Men det er der jeg er lige nu. Og der jeg var i nat, da jeg vandrede hvileløst rundt i nattens gader og ledte desperat efter mine nøgler. Det er egentlig meget lig det jeg kæmper med nu. Jeg har en lås, en kæmpe knude der sidder indeni mig, og jeg mangler en nøgle, eller en der kan løsne den op. Ellers er jeg i kæmpe fare for at ødelægge alle forhold og relationer jeg lige nu er bundet ind i. For det er det sidste jeg ønsker... Lampen lyser rødt, og højtalerne kalder sidste chance for afgang people you love. Hvis jeg ikke finder en måde at stige på, så er løbet kørt. Lige nu sidder jeg bare i transit og kan ikke røre mig ud af flækken. Og jeg kan ikke finde ud af om det er fordi mit ben er brækket eller jeg bare skal rejse mig op. Men hvad betyder det at vente på at benet heler. Change happens today, and it happens because I want it to. Brækket ben eller ej. Gamle knuder eller ej. Bange, paralyseret og forkvaklet eller ej. Men jeg sidder her stadig. Vi når blot tættere og tættere på afgangen. Uret tikker, og for hver gang jeg har skuffet Thomas er jeg et skridt tættere på afgrunden. Og jeg tager ham med i faldet. Poor boy, to have fallen for me.
Det er frygteligt at skulle tage ansvar for noget man ikke har gjort. Det var ikke mig, det var min onde tvillingesøster, der ligner mig på en prik. Men ingen vil lytte til mig, for de kender kun mig og ved ikke at hun eksisterer selvom hun ikke er til at se. Hun laver ballade bag min ryg, hun stjæler min tunge og spyer ild på alle dem jeg elsker. Og forsvinder så, og lader mig om at redde de forkullede rester, når de kommer til mig og beder mig om at undskylde for den smerte jeg har påført dem. Og for hver gang får de ar og huden heler lidt tykkere, til de til sidst ikke kan mærke min berøring mere. Og bliver immune overfor at jeg puster på den brændte hud.
Det er også det der er ved at ske. Han er ved at være immun overfor mine undskyldninger. De runger hult og tomt, fordi der ikke er handling bag. Og fordi de altid kommer alt for sent. Og jeg forstår ham udmærket godt. Ulven kommer, ulven kommer. Undskyld undskyld jeg skal nok prøve at ændre mig. Same thing. Til sidst er tilliden bare brudt. Og der er ikke noget at gøre, der skal mange gange til hvor det lykkes til at hæve den brudte tillids forbandelse.
For med hvert løfte er også den iboende frygt for hvornår det sker igen. Hvornår hun får listet sig ind på mig og gjort ugerninger bag min ryg. Så vi står der igen. Det giver mening at beskrive det som om det ikke er mig der gør det. Men det er også potentielt farligt, fordi jeg så er mindre tilbøjelig til at tage ansvar for det. Jeg bebrejder bare mig selv så hårdt at jeg gentagne gange sårer, beskylder, lyver, fordrejer, ikke tror på, angriber og går i forsvar inden der overhovedet er kommet antydningen af hvad der kunne ligne et angreb. Jeg hader mig selv for det, men jeg hader åbenbart ikke mig selv nok til at gøre noget ved det. Derfor er billedet med den onde tvilling skånende og godt.
Men på den anden side så er det lige præcis det, der er problemet. At jeg altid går i forsvarsposition. Jeg er altid klar til at kæmpe, til at bide, kradse og gå til angreb verbalt. Det har mange mange mange år med min far med mange mange mange lignende situationer lært mig, men hvor det var ham der var en tyran og mig der var et lille barn, der blev angrebet og altid skulle være på vagt og i forsvarsposition, fordi jeg aldrig vidste hvornår næste slag skulle slås. Det stikker så usvigeligt dybt. Hvis det er et ord. Jo, det siger Nudansk Ordbog at det er. Men altså det stikker dybt. Så dybt at jeg hele tiden tvivler på, hvor meget jeg kan ændre det. Jeg fik det jo praktisk talt ind med modermælken, blev knækket før jeg overhovedet var bygget op. Det er på linje med INSTINKTER for mig. Bliver du bange hvis du står på et højt bjerg helt ude ved kanten og for et øjeblik mister balancen. Ja, for fanden. Det er slet ikke noget du har kontrol over, frygten er urinstinktets dybeste og mest grundlæggende, og har tilhørt menneske i millioner af år. Bliver du bange hvis du hører en løve brøle i buskadset ved siden af dig, ja for fanden. Det er heller ikke op til dig om du vil det eller ej. Forsvarer du dig hvis du bliver angrebet eller fornemmer et angreb komme fra en verbalt eller fysisk? Ja. Og det er så der min opvækst træder ind i billedet og hvad det har givet mig af instinkter. For det er mit instinkt der siger mig at jeg skal give igen, jeg skal sætte mig til modværge, jeg skal vinde, jeg skal ikke vige og vise svaghed, jeg skal argumentere stærkt og ikke vise medfølelse eller give mig, jeg skal kæmpe med næb og klør for det sænkende skib, ingen skal få mig ned. Indtil stormen stilner og jeg godt kan se at jeg har forsvaret mig imod en der elsker mig. Ligesom min far også supposedly elskede mig, dem der elsker en vil en det ondt. Det er det jeg har lært, og jeg kan se at det er den viden der gør at jeg agerer som jeg gør. Men jeg kan ikke se hvordan jeg skal aflære så mange års opbygget forsvar. For det er et forsvar og et værn imod at blive såret, det er designet til at beskytte mig, men nu er mit skjold blevet en destruktiv kraft jeg ikke længere har kontrol over. It served its purpose for a while, but now it has become a problem in itself. Hvordan vender jeg skuden, så den ikke blot har kursen sat mod afgrunden, hvor fortidens dæmoner hersker angst er et livsvilkår.
Han har tilgivet mig igen, for denne gang. Men jeg kan ikke lade være med i mit stille sind at tænke på, hvornår vi står her igen. Stormen er stilnet og alt ånder fred og ro, men indeni mig sniger der sig en skygge for solen og jeg ængstes over min egen selvdestruktive, stolte forsvarsmekanisme, der ikke er til at tøjle eller ridde til, i hvert fald føles det ikke som om det er mig der styrer særligt længe ad gangen. Fortidens ugerninger kan ikke gøres om, men kan jeg lære af mine fejl og gøre et ærligt forsøg på at ændre mig for fremtiden? Det må jeg lade stå uvist og glide ud i æteren, og give mig selv lidt fred, for nu...

Does it ever end?

Does it ever end? Jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i en offerrolle. Men lige nu er jeg i et sted hvor det er det eneste jeg har. Jeg er i stand til. Magter. For jeg orker ikke det her. Har lige set at bivirkningerne for begge de piller jeg tager er vægtøgning. Det giver mig to tanker: for det første er det en lettelse fordi det så ikke KUN kan være min skyld - overspisningerne og bulimiens og som jeg ser det min svagheds skyld - men jeg kan faktisk fritages for noget af ansvaret når pillerne kan være skyld i det. For det andet gør det mig hunderæd for at jeg så bare tager på - på på på og ikke kan styre det. Sådan som jeg føler sker lige i øjeblikket. Det er mindst tre kilo på en måned så vidt jeg kan mærke. Det kan meget vel være spiseforstyrrelsen der taler her, men jeg føler det virkelig. Pyha. Og så sådan en dag som idag foran tv'et seks timer i streg. Og så kommer tankerne om fremtiden. Om at jeg ikke er god nok. Om at jeg er fed. Og så spiser jeg. Og så hader jeg mig selv. Og så kører bussen. Jeg får det ikke bedre af at sidde her. Måske jeg skulle gå i seng og se om morgendagen har bedre humør og mindre selvhad, opgivenhed og selvmedlidenhed... Suk...

Pludselig tomhed

Så lige pludselig sker det - jeg føler mig helt tom indeni. Sidder herhjemme alene, halv fire om eftermiddagen. Min dag indtil nu har gået med at sove, komme til og fra tandlægen og handle lidt. Og så spurgte spiseforstyrrelsen mig om det ikke var på tide at gå en lang tur resten af eftermiddagen? Og jeg magtede det ikke, så jeg skød det hen, afviste den passivt. Tænkte ''så kan jeg læse lidt''. Og så sidder jeg her, har klaret nogle praktiske ting der skulle gøres over nettet og nu sniger den sig ind. Tomheden, hulheden. Tristheden. Jeg er faktisk ikke sulten, jeg er godt mæt og heller ikke rastløs ''jeg må bare spise noget'' agtig. Nu er jeg bare trist - trist trist så tung og trist at det ikke er til at holde ud. Min dag er et ocean af tid, som jeg drukner i. Hvis bare jeg havde noget meningsfuldt at tage mig til som ikke var at forbrænde eller indtage kalorier. I stedet denne tungsindighed. Måske jeg bare skulle gå ud, flygte væk fra den, ind i den, for kan næsten ikke holde ud at blive siddende her lige nu. Jeg ved bare heller ikke hvad jeg skulle på gaden efter. Årh hvor er det hårdt lige pludselig. Gider ikke sidde her og blive mere og mere trist, kan heller ikke helt se hvordan jeg skulle kunne læse nu. Måske er løsningen at tage en tur ud. Men det bliver snart mørkt. Det er nu jeg er gået i selvsving, sådan et mode som de fleste ville have lyst til at svare med et ''så tag dig dog sammen, så GØR dog noget'' mens man bare er helt paralyseret og træder vande i det. En skarp analytiker ville måske få den ide at jeg bliver trist hver gang spiseforstyrrelsen træder lidt i baggrunden. Den gør mig selvfølgelig trist fordi den afskærer mig fra mig selv, kilden til liv og positive ting i mig. Men når den så letter sig, som en tyk tåge der pludselig må vige og klarhed og renhed, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Så ligger jeg bare tilbage som en tom skal, hvor skelettet er blevet suget ud, og blodet langsomt siver ud i sandet. Så hvad så nu. What to do next. Where to go from here. Så er det jeg må skabe mig et lille mål, et lille formål med at gøre noget - gøre noget som helst. Jeg tror måske at min mission lige nu er at gå ned og købe nogle urtelakridser som jeg så godt kan lide og noget urteekstrakt jeg drikker og lige pt. mangler mere af. Er det det vi gør, er det planen? Jeg kan ikke klare bare at lægge mig ned. Tænde for tv'et ej heller. Jeg tror ikke jeg ville kunne koncentrere mig om at læse. Jeg er lige pludselig meget træt. Eij jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bare bla. Vil ikke noget som helst. Vil ikke ikke noget som helst. Suk...

Ærlighed // Skam

Jeg troede i mange år, at jeg var ærlig. Jeg gik og var så åben og så ærlig. Når folk spurgte hvordan det gik, svarede jeg aldrig fint. Det var altid, ''jo tak, op og ned'', ''det er lidt hårdt lige for tiden'', ''jeg kæmper med at lave nogle ændringer''. Mens dette i virkeligheden var en fantastisk mekanisme, hvis formål var at holde folk hen, give mig selv og dem illusionen om ærlighed og åbenhed, mig selv ikke mindst. For så behøvede de jo ikke spørge mere, så havde jeg jo selv været så dygtig til at være åben omkring min lidelse. Yeah right. For når jeg sagde ''kæmper'' så var det i virkeligheden ensbetydende med ''går stadig og gør de samme gamle ting, spiseforstyrrelsen lever i bedste velgående, og jeg kæmper med at opretholde en lav vægt, motionere, kontrollere mit indtag af mad og hade mig selv og min krop''. For jeg foretog reelt ingen ændringer, det var et skuespil, en løgn jeg fortalte mig selv, mest af alle. Ingen ANEDE hvor slemt jeg havde det, for på overfladen var jeg jo så ''calm and collected'', havde så fin indsigt i min egen lidelse, som jeg kunne præsentere, det uhyggelige og sørgelige var bare at jeg samtidig som jeg kunne se alt der var galt, var komplet handlingslammet og ude af stand til at foretage de nødvendige ændringer eller overhovedet se hvordan det skulle kunne lade sig gøre for mig at blive symptomfri. Så jeg ''kæmpede'' videre, men der skete ikke en skid, min vægt galloperede op og ned, psykisk var det en ligeså voldsom rutsjebanetur og følelsesmæssigt var jeg så alene, så ensom og mutters alene inde bag den velovervejede, indsigtsfulde facade. Min kunstige ærlighed og falske indsigt var et skalkeskjul, et værn mod at gøre noget som helst og se sandheden i øjnene. Den frygtelige sandhed om hvor lille og svag jeg følte mig, og hvor meget jeg skammede mig over det jeg ikke kunne holde mig fra at gøre. Spise eller ikke spise, motionere eller tage på i vægt. Havde jeg virkelig været ærlig, havde jeg berettet om ukuelig spisetrang, ensomme gåture, selvhad, håbløshed, magtesløshed, depressive tanker, meningsløshed, tvangsritualer, isolation, og en stærk og magtfuld spiseforstyrrelse indeni mig, der havde overtaget kontrollen over mig fuldstændig. Det var hende der holdt mig gidsel i det limbo, og samtidig som en dukkefører fik mig til at opføre det geniale skuespil for omverdenen, vise mig selv som selvstændig og ''i gang med at få det bedre'' hvilket kun var en måde at afvæbne folk og få dem til at holde sig en meter væk fra mig hele tiden. De behøvede jo ikke at konfrontere mig med noget jeg allerede vidste eller hjælpe mig med noget jeg havde styr på og allerede var godt i gang med. Inde bag det stærke ydre krakelerede alt, fundamentet var pilråddent og smuldrede langsomt under mig. Men jeg smilede og var en dygtig pige. En stærk og dygtig pige der var på vej mod bedre tider. Mens jeg blot gravede mig selv længere og længere ned uden noget anede noget om det. Jeg havde lyst til at skrige om hjælp men kunne ikke, skammen og skylden var for stor til at åbne op for posen, lade lyset ind og dæmonerne ud. Det er stadig svært for mig at fortælle alt, noget må man selvfølgelig gerne beholde for sig selv, men det er alle de små, tilsyneladende trivielle detaljer der gør mest ondt at stille frem til skue. Rastløsheden, spisetrangen der konstant plager mig, når andre tænker store tanker eller læser store ord, så sidder der en lille dæmon på min skulder og spørger mig om jeg ikke er sulten eller om jeg ikke spiste for meget lige før... Og jeg lader den få taletid, det er næsten det værste at jeg ikke føler mig stærk nok til at bede den om at skride ad helvede til. Når andre har sex med deres kæreste, så hader jeg min krop og føler mig tyk og oppustet. Når andre løber en tur, så går jeg i timevis, eller overbeviser mig selv om at jeg burde, men magter det ikke. Jeg har svært ved at bryde mønstret, men det er rart endelig at få det ud. For det er en sygdom der trives i det skjulte, jo mere alenetid man har med stemmen, desto mere magt får den, desto mindre andre ved om dens natur, desto bedre trives den. Den snylter på dårligt selvværd, den næres ved ensomhed og hælder konstant salt i skammens åbne sår. Det er det ingen forstår, hvor skamfuldt det her er at leve med. Fordi de ikke forstår, hvordan man ikke engang kan finde ud af at spise. Men nu er jeg efterhånden kommet til den konklusion at det er bedst at lukke posen op, og at det i sidste ende føles bedre at give en stor fuckfinger til spiseforstyrrelsne ved at afsløre den og dens gemene metoder, i stedet for i dens ånd at blive ved med bare at bebrejde sig selv for den, men udstille den og sige til omverdenen ''se hvor lille og latterlig og ligedyldig og ussel den er''. Lade dem se kampen, se småligheden, grådigheden, fejheden, tyranniet. Så dette er mit testamente til at begynde at være 100% ærlig, og ikke lade skammens onde tunge æde mig op...!

Behandling

Jeg har fundet en beskrivelse af den behandling jeg skal igang med her. Jeg har ligeså længe jeg har været syg, eller flirtet med tanken om at være syg, elsket at finde mig selv i alle mulige beskrivelser på nettet eller i bøger af folk med alverdens psykiatriske diagnoser. Jeg har genkendt mig selv i anoreksi, maniodepressivitet, ADD, Borderline, Narcissisme, Ængstelig Personlighedsforstyrrelse, Tvangspræget Personlighedsforstyrrelse, OCD, depression, bulimi og skizofreni. Men nu tror jeg at jeg er ''landet'' endeligt på en borderline og en bulimi. Selvom God knows I have been around. Jeg fik konstateret en anoreksi og tvangspræget personlighedsforstyrrelse fra det første sted jeg var i behandling, men tror meget mere på den nye kombination. Og det er så det jeg har været/skal i behandling for. Nu er bulimien kommet nogenlunde under kontrol - maden er stadig min fjende og jeg har et meget anstrengt forhold til krop, men jeg har den mest stabile vægt jeg har haft i mange mange mange år. Alligevel. Trods alt. Selvom det er meget op ad bakke det meste af tiden - eller rettere sagt rundt i cirkel, op og ned og frem og tilbage til man er helt rundtosset.
Men jeg fandt mig selv i endnu en beskrivelse, og det er svært at sætte ord på hvori nydelsen består, men det er en enorm tilfredsstillelse jeg får ved genkendelsen, som at få bare en lille bitte smule orden på kaos, jeg er noget, jeg kan sættes i en kasse og forlader for en kort stund tomheden og udefinerbarheden, det hele flyder ikke bare, men jeg er hængt op på konkrete diagnostiske træk, som eksperter har analyseret sig frem til, jeg træder ud af meningsløsheden og anonymitetens skygge og er noget for en kort stund... Hver gang jeg ser mig selv på listerne over symptomer bliver jeg lidt mere rolig, det er som om brikkerne falder på plads. Det er ikke bare pinefuld uvished, der er en mening i galskaben. En forklaring. Alt er ikke længere et stort hvorfor, og jeg kender ikke mindst mig selv lidt bedre. Hvis jeg ikke vidste hvem jeg var, så er jeg et skridt tættere på. Jeg er anerkendt, mine problemer er ikke bare diffuse, noget alle mennesker har, jeg er en IC-D, jeg er syg og har derfor en chance for at kunne behandles og få det bedre. Jeg er en form for offer, og mange af de ting jeg gør eller tumler med, igen og igen har svært ved er ikke helt min skyld, jeg kan ikke hårdnakket bebrejde mig selv, for jeg er ikke selv herre over det. Det er min spiseforstyrrelsen, eller min personlighedsforstyrrelse der gør det. Det er ikke bare mig der er uduelig, ensom, ikke kan finde ud af at socialisere, leve ordentligt med kæresten, spise, motionere, studere, feste, drikke, se venner. Jeg er undskyldt. Det fjerner selvfølgelig en hel del ansvar, men så alligevel - jeg er jo aldrig fritaget fra ansvar så længe jeg er et menneske, der lever og ånder og begår handlinger som jeg kan stilles til ansvar for. Jeg behøver blot ikke at hade mig selv så meget for de dumme ting jeg gør, for det er min sygdom. Det er ikke bare mig der er noget galt med. Jeg kan selvfølgelig være forfalden til ''offer''rollen, fælden, for det kan være svært at skulle ændre en masse ting man gør, når meget af det ikke står til at ændre det helt store, og hvad er så hvad.
Anyways, den seneste beskrivelse der gav mig ro og trøst var denne, især der hvor der står at ''for de patienter, der har de sværeste borderline/emotionelt ustabile tilstande, har vi et DAT-program'' - for jeg kan altid godt lide at blive beskrevet som meget syg, fordi det får mig til at føle mig speciel. Og hvis jeg er speciel vil jeg blive givet den opmærksomhed og omsorg og behandling jeg hungrer efter. Frygter jeg så også at blive rask? Det gør jeg nok til en vis grad. Somme tider er det som om jeg fylder hulheden ud med gamle mønstre. Med vilje, næsten fordi jeg ikke tør andet. Eller ikke orker hele tiden at omstrukturere og ændre adfærd - nogle gange gør man bare hvad der ligger lige til højrebenet, og springer over hvor vanerne er flest. Men jeg kan også blive helt angst for at få det godt, for hvad der måtte være mig til gode, hvordan det ville være at give slip på kontrollen, og bare være - være. Det er skræmmende, men jeg ynder at fortælle mig selv at jeg både vil og kan få det bedre, trods tilbagefald og frygten for det ukendte. Vanerne stikker dybt, men viljen er der. Jeg har alligevel ligget længe nok i dyndet til at være klar til at prøve noget nyt.
Så jeg er glad for anerkendelsen jeg endelig efter så mange år har fået, og dermed også et ordentligt tilbud om hjælp. Og jeg glæder mig til at komme i gang, for denne gang tror jeg faktisk virkelig på det. I have tried and failed many a time, but this might be my chance. Behandlingen skal nok gå så længe jeg er motiveret og behandlerne er dygtige, og det føler jeg virkelig de er. Jeg har tillid til dem og er motiveret. Så jeg krydser fingre for det denne gang...

Almindelighed

En helt almindelig dag. Eller det vil sige - ikke i forhold til ''normale'' mennesker. Jeg har stadig intet arbejde at stå op til, men jeg kan dog formå at skabe mere eller mindre struktur. Okay - måltiderne har jeg ikke været helt så god til idag. Kom til at snacke lidt. Men det kunne sagtens have været værre. Men jeg kom op i nogenlunde tid. Klokken 10. Det var flot i forhold til min statistik den seneste måneds tid. Jeg støvsugede, vaskede op, gjorde rent på toilettet, skiftede sengetøj og vaskede tøj, vaskede gulv i køkkenet og handlede ind. Alt i alt en produktiv dag. Og nu er jeg så nået til fjernsynet. Stene. Jeg ville gerne have læst lidt, men det blev det ikke til. Jeg ville også godt have været mere ude, men det blev det heller ikke til. En praktisk dag. Det virker så ligegyldigt, alle de ting der bare skal gøres, kræve min tid og opmærksomhed, for blot at skulle gentages med to-tre ugers mellemrum. Overflader der tørres af for blot at blive beskidte igen. Tøj der skal vaskes, op og ned af trapper over mange timer. Et par underbukser og strømper om dagen. Tallerkener, bestik og køkkengrej der skal gøres rent på daglig basis. Ja, hvis altså ikke man kommer til at lade det hobe sig op. I en uendelighed til uigenkendelighed. Sengetøj der svedes i. Badeværelset der bliver snasket. Hvordan kan jeg nogensinde acceptere det. Jeg magter det ikke. Ligesom jeg heller ikke magter at skulle planlægge indkøb, lave mad, vaske op bagefter hver dag. Så det bliver det ikke til for mit vedkommende. Jeg springer over hvor gærdet er lavest. Kombineret med at jeg HADER rod og snavsede ting. Det er ikke så heldigt. Det her liv vi får er endeløs repetition. Så meget tid og energi der skal gå med bare at opretholde ting. Det er kedeligt at holde sig i live. Kedeligt og trivielt at gennemføre alle de handlinger der skal til, for at man kan have rent tøj, et hjem der ikke er en tikkende bakteriebombe og mad i maven, der ikke er lutter færdigretter eller rugbrødsmadder. Hvor skrev jeg under på at jeg gad det. Det kedelige er så også bare at jeg ikke er i stand til bare at slå hjernen fra og robotagtigt gøre det. Udføre ritualerne, mens jeg hygger mig med at kunne slå hjernen fra. Næ, den vil tænke og stimuleres hele tiden. Duer ikke til futil repetition. Det er selvfølgelig en meget rar og tilfredsstillende følelse når man er færdig og har udført dagens gerning. Men jeg kan stadig ikke lade være med at trættes ved tanken om at det jo bare skal gøres igen om en tre ugers tid. Så er sokkerne igen snavsede, køkkenet, badet as well. Vi kunne købe en au pair. Haha. Yeah right. Så skulle hun bare gøre det. Stakkels menneske. Mit snavs er mit snavs, og det er så umiskendeligt almindeligt. Jeg er en proletar ligesom alle andre der er strandet op denne jord. Dømt til at rydde op, snavse til, for at rydde op igen. ''Jeg kan mærke en stigende trang til at flå huden af, og vende lortet på vrangen for ikke at strande som en ussel karl''...

Whiter Shade of Pale

Min far sagde altid at han gerne ville begraves til denne sang. Han spillede den på keyboard og fortalte mig, hvordan det var hans sidste ønske. At organisten skulle lade de højtidelige toner flyde ud af orgelet mens hans kiste blev båret op ad gulvet og gøre ham klar til at stige over på den anden side. Sangen skulle gøre afskeden melankolsk og smuk for de pårørende, og indramme hans liv med masser af musik, ikke mindst Procol Harum.
Så jeg kan egentlig ikke komme på nogen smukkere måde symbolsk at begrave ham på end ved at gå ind og se selveste Gary Brooker synge og spille netop den - ''A Whiter Shade of Pale''. Tilmed i en grand finale med big band og vokalensemble. Men det var ikke et clean cut, et fuldstændigt farvel i mit sind, for det var med bedrøvelse og blandede følelser at jeg genkendte musikken og i selve genkendelsen blev min far levende igen, og savnet af ham vakt til live på ny.
Min fornuft og mit hoved siger mig at jeg ikke skal spilde tid og sorger på den mand. Men mit hjerte savner ham, hvor grusomt han så end har forgrebet sig på mit barnesind, hvor forkvaklet et forsøg han så end gjorde på at vise mig sin kærlighed, og hvor hæslige eftervirkninger fra hans tyranni jeg så end døjer med, så mangler jeg ham i mit liv, og intet KAN erstatte ham.
Jeg har prøvet at give min mors ekskæreste mere plads i mit liv - han er så dejlig og jeg holder så inderligt meget af ham, vi ses to gange om måneden og hygger og snakker og smiler, og griner og pjatter, og snakker alvorligt og har det i det hele taget bare rart sammen. Men der er bare det, som intet nogensinde vil kunne lave om på, og det er at han ikke er min far. Vi kan lade som om, og gud ved jeg har lyst til at gøre meget og prøve hårdt, men somme tider rammes jeg bare af denne her melankoli, dette afsavn, denne nagende tvivl, om det nu var det rigtige valg at cutte helt, om vi kunne få et forhold uden at gøre for meget skade på mig selv, om han har forandret sig, om han har indset sine fejl, om jeg ville have gavn af at have ham i mit liv.
Men inderst inde ved jeg godt at han ikke har forandret sig. Han har ikke nogen fejl, og hvis han kunne se dem, så ligger de allesammen i fortiden og fortiden er forbi, og derfor vil han ikke tage den op til efterretning. ''Vi er jo kommet videre'' som han ville sige. Han er. Jeg er ikke. Så hvad var det for en forhold vi ville få til hinanden hvis jeg genoptog kontakten? Et overfladisk ''goddag farvel hvordan går det hvordan er vejret oppe hos dig'' kind of relationship? For hvis jeg involverede ham for meget ville det nok bare komme til at gøre for ondt. Hvorfor skal det også være så svært og kompliceret det hele. Jeg vil jo bare have en far. ''Men det har du jo også, du har jo Hans''. Ja. Suk, i virkeligheden er det min fars anerkendelse jeg hungrer efter. Jeg vil så gerne have at han skal indse hvor uvurderlig jeg er, og behandle mig som hans prinsesse. Men det har han aldrig gjort, så hvad er chancen for at han lige pludselig skulle vågne a changed man. Jeg tror desværre ikke jeg holder til goddag farvel forholdet. Hele tiden at være udsat for at blive passivt såret, aktivt skuffet. Bare ved at se ham undgå at være den jeg har brug for at han er. Se ham ignorere mine behov, tage min kærlighed og stole på ham igen, for kun at blive skuffet. Jeg kan heller ikke give mig til ham hundrede procent, han vil kun såre mig. Og hvad er der så tilbage af muligheder? Jeg håber på en drøm. Og den er urealistisk. It is not gonna happen. Hans kærlighed til mig er der måske, men hans evne til at vise mig den er tæt på ikke eksisterende. Hvis hans kærlighed er stærk i farven, så er hans forsøg på at få mig til at føle mig elsket blegere end hvid. Hvis mit afsavn havde en farve ville det være dybblå. Og der står vi så. Med en pige der savner en far og en far der ikke er i stand til at elske... Where to go from here...

Stolen for døren

Vi fik snakket i nat. Snakket alvorligt. Jeg bliver helt træt bare ved tanken om det. Vi lå i hinandens arme og han sagde ordet ''tvivl''. Og jeg tænkte det. Tvivl om han kan klare mig - den mundfuld jeg er. Klare de ting jeg gør ved ham - vredesudbruddene, anfaldene. Om han kan klare at se mig gøre mig selv fortræd, somme timer hele konkret, men for det meste i sindet. Se hvordan jeg intenst hader mig selv, til tider. Se mig langsomt spilde mit liv, se mig lade stå til, se mig halvhjertet prøve, se mig lide, se mig hyklerisk love ændringer og så bare gøre de samme ting igen og igen, se mig tvivle på mig selv, se mig give så lidt, se mig være syg... Så han satte mig til en vis grad stolen for døren. Han gjorde mig det klart, at hvis der ikke skete ændringer i min opførsel og min tilgang til ham og til os, så ville han ikke holde til det. Og ja, så syntes han jo derfor også at vi skulle vente med at blive gift... Og det er med sorg i sjælen at jeg medgiver ham det. Han har ret, jeg har ladet stå til for længe. Nu har jeg lige ladet det synke ind. Og som han sagde, brug det til at ændre nogle ting, brug denne beslutning om udskydelsen af brylluppet, og denne bevidsthed om at det ikke holder evigt, hvis vi ikke kæmper for det til at gøre noget, lad det føde en vilje i dig, i stedet for at du klynker og spørger om jeg ikke elsker dig... Og han har jo ret, men det er blot denne vilje - den lader vente på sig. Den annoncerer ikke engang sit komme. Den er faktisk gemt temmelig langt væk...
Jeg føler virkelig at jeg er splittet i to og står overfor at skulle vælge mellem det gode og det onde, to diametralt modsatte poler, der begge kalder mig til sig, hvislende hvisker de mig nærmere, kom, kom vælg lyset, modet, lysten, kærligheden, kom, kom vælg mørket, uviljen, smerten, døden, stædigheden. Og de vil have mig lige meget begge to. Den sorte stemme siger ''er han det værd? Elsker du ham overhovedet? Har du ikke brug for at være alene? Har vi to ikke bedre styr på det sammen? Er han ikke ulidelig temmelig tit? Har I overhovedet så meget til fælles? Hvad er det for et liv, I tror I kommer til at leve? Du kommer til at drive ham til vanvid, og I kommer til at skilles i bitterhed, had, smerte, sorg. Valgte du ham ikke kun fordi han kunne trøste dig? Elskede han ikke dig mere end du elskede ham helt fra begyndelsen? Var det ikke kun kujonen og krysteren i dig der fik dig til at hoppe i den trygge favn? Er der kærlighed nok i dig til at ville ham? Hvis du elskede ham ville du så ikke prøve mere ihærdigt? Hvad er din kærlighed til ham andet end et ønske om at føle dig tryg? Fortjener han ikke mere end en kæreste som dig, der ikke engang kan blive enig med sig selv om hun elsker ham eller ej, simpelthen fordi hun ikke kan mærke og føle det? Savner du ham ikke kun, fordi du frygter ensomheden, er han ikke blot en sutteklud du febrilsk holder fast i af frygt for at skulle møde dig selv? Hvis du ikke ved hvad kærlighed er, så er det nok fordi du ikke føler den. Alt hvad du gør er selvisk, du gør aldrig noget kun for ham, i bund og grund ender og begynder alt i et behov du har. Hvis du elskede ham ville du ikke være i tvivl''...
Men så på den anden side sidder den lyse stemme og siger ''lad være med at lytte til hende, den sorte, der. Hun puster til gløderne i din frygt og opildner til at være angst og bange for dig selv og tvivle på dine egne følelser. Hun elsker at du er syv sind, det er lige noget hun kan bruge til noget. Hendes interesse er den mest egoistiske af dem alle, og det er at hun vil have dig for sig selv. Hvis hun kan fravriste dig kærligheden og trygheden og ballasten af godhed i dit liv, så er hendes mission fuldført, hendes forræderiske, diabolske lykke gjort. Hun elsker at såre ham og dig tilsammen, og sørge for at dit selvhad og din ulykke bliver holdt ved lige. Og det er bedst gjort ved at adskille dig fra den, du elsker. Det er rigtigt at du ikke elskede ham ligeså højt og vildt som han elskede dig lige i starten. Men som du også selv har sagt, du var så klar til at stige af toget, hvis bare han viste den mindste smule at han ikke var værd at bruge tid på. Din tillid kunne ligge på et meget lille sted. Du har oplevet så mange svigt, at det var umuligt for dig hovedkulds at kaste dig ud i det. Du måtte have dine forbehold og din skepsis, for at undgå at blive såret. Men han sårede dig ikke, og du turde give dig hen. Din kærlighed voksede og voksede og du kom til at holde mere og mere af ham, jo mere vidunderlig han viste dig, han var. Det er rigtigt at du stadig har svært ved det med tilliden. Men det er noget af det, du bliver bedre og bedre til, hvis bare du tør tro på det - og tro på ham, og tør gå ud fra at hans intentioner er rene og der ikke er nogen skjulte dagsordener hos ham. Det er rigtigt at du hoppede på den første og den bedste, der elskede dig, men hvis nu du opgav ham, ville du så finde noget bedre? Det vil du aldrig vide. Men er kærligheden noget man giver op overfor, når nu man endelig har fundet den? Jeg ved hvor bange du er for at elske dig selv, tillade dig selv at blive elsket og elske igen. Jeg kender Sorte, hun kan få dig overbevist om mange ting. Selv at din kærlighed og de følelser du nærer for din kæreste er falske, og at du er rådden to the core. Hun kan det med at så tvivl i dig, tvivl på kærligheden, tvivl på dig selv, dine egne følelser, dine intentioner, hvad du vil opnå, din motiver, din frygt, dit bedste, dine lyster. Så meget at du selv nu, i skrivende stund, ikke ved hvem du skal tro på, selvom du ved at hun er falsk. Så ved du det aldrig helt, hun har dig altid. Men du må tro, og tro er noget man skal have på at noget kan lade sig gøre, på at noget eksisterer, på at noget er godt, på at lyset vil sejre, der er ingen garantier, men det er tilgengæld kun troen der kan hjælpe dig på vej. En ting er sikkert, at hvis du vil have garantier, så er det Djævlen du skal sælge din sjæl til, og så er det garanteret at du vil blive ulykkelig og drukne i angst, frygt, selvhad, ensomhed og pinefuld tvivl. Jeg ved godt at det er svært for dig at elske. Du er blevet svigtet - det er du, det er et faktum. Grueligt og af de mennesker du stolede mest på, som skulle elske dig højest. Derfor vil du nok altid være lidt ødelagt indeni og have lidt sværere ved at mærke uden at tvivle på de følelsers konsekvenser. Hvis du stritter imod de følelser og ikke tør give dig hen til dem, så er det en lang og sej kamp. Men hvis du vover at stå ved, at elske, så kan det gøre ondt, men det er også den eneste måde hvorpå det kan gøre godt. Men du skal ikke ville eje, og en forudsætning for at I kan trives sammen og det gode kan blomstre er også, at du prioriterer at elske dig selv. For det er svært at elske en, der holder fast i at hade sig selv. Det er klart du tvivler på alt, når du slet ikke kender dig selv. Der er en oldgammel veninde derinde, som du sjældent har hilst på. En lille pige, der mangler dig. Det må handle om dig selv, før det kan handle om Thomas. Kærligheden er uselvisk. Og det vil din også være, hvis blot den starter med og i dig selv. Du må elske dig selv, før du kan elske andre''...
Hvorfor har jeg så svært ved at elske mig selv og ikke mindst se værdien af at kunne gøre det? Hvad er det indeni mig der konstant blokerer for at udføre erkendelsen i livet, at jeg skal prioritere at holde af og acceptere mig selv? Hvorfor er det jeg mener at jeg ikke fortjener det? Og ikke mindst hvorfor er det jeg holder fast i at føle at jeg ikke må være der for mig selv, som er sundt og godt og naturligt? Hvorfor er det jeg hellere vil reddes end skulle kæmpe for mig selv? For det kan jeg mærke, offer-delen af mig er substantiel. Hvilket også er derfor jeg tit tænker om jeg ikke havde bedst af noget tid for mig selv - for så længe jeg er elsket udefra, så behøver jeg jo ikke at elske mig selv... Dvs. det har gået for en tid, men nu er vi nået til et punkt hvor den ikke går længere. Hvor jeg ikke kan lulle mig selv ind i hans kærlighed mens jeg trygt gemmer mig fra at skulle give næring til min egen. Jeg kan blive ved med at afvise ham, benægte at han måtte kunne elske mig ''nej jeg er jo grim og fed og uelskværdig og svag og klam og ligegyldig og grim og grum og uværdig''. Tiden er kommet til at ændre på alt det. The hard way ville være at tage en kold tyrker og sige ''bye bye, love, vi ses igen når jeg har fundet ud af at elske mig selv, for før det sker, kan jeg ikke elske dig heller''. Men en knap så drastisk løsning ville være om ikke det kunne lade sig gøre i fællesskab med en der holder af mig i stedet. Han har ikke givet hverken slip eller op på mig endnu. Han har blot sat mig stolen for døren. Jeg giver mig selv denne udfordring: skulle det ikke være muligt at lære i samarbejde med den man elsker at blive bedre til at elske og sætte pris på og acceptere sig selv? Skulle vi ikke prøve det, som et eksperiment, os to, Hvide Stemme og jeg. Og Thomas. Nogle gange skal man til hell and back før man lærer noget som helst. Men skulle vi ikke prøve og se om det ikke skulle kunne lade sig gøre uden det? Skulle vi ikke give kærligheden en chance og stole på, at lysten til at ødelægge alt og fortabe mig selv i selvhad og selvynk vil bukke under for mod, kamp og kærlighed? Mette, giv dig selv en chance til. Thomas har givet dig det. Giv ikke op overfor dig selv. Det er der ikke nogen andre der har gjort...

The writer in me

Jeg har lige set en rørende dokumentar om Tove Ditlevsen, og den vækkede en gammel følelse til live - følelsen af at være unik og have en historie at fortælle. Programmet berettede om hendes gentagne indlæggelser, misbrug og forliste ægteskaber, og forfatterskabet der udfoldede sig alt imens. Jeg følte at jeg har så meget til fælles med hende - hun var ulykkelig, sindslidende, kunstner, følsom, havde et mørkt sind, var enormt sensitiv overfor kritik men havde poesien i sig. Jeg blev overvældet af en følelse af, at det kunne have været mig. Eller - det kan blive mig. Ikke de forliste ægteskaber eller misbruget - men poesiens frie strøm. Lade fingrene fortælle om ensomme timer, sindets mørke, tidens strangeness, at være sin egen værste fjende, at drømme om at skrive men hade sig selv... Ja lige nu er jeg også temmelig selvkritsk, men jeg havde stadig følelsen af at have noget vigtigt at fortælle og en iboende poesi. Jeg blev også så rørt over følelsen af at være en mundfuld - psykisk sårbar og spaltet i sit sind i ufatteligt mørke og smukt skrøbeligt lys, og så være så heldig at have en mand, der kan rumme det hele. Jeg er så ufatteligt taknemmelig for den solstråle der skinner på mig igennem mit liv med ham. Han rummer mit sinds afkroge og mit behov for ro. Han forstår mig når jeg er nede og elsker mig når jeg er svag. Han fortæller mig sandheden og accepterer mig som den jeg er - selv når der ikke er meget tilbage af Mette, den lyse. Han støtter mig i hvad det skulle være jeg måtte vælge at ville bruge mit liv og min tid på. Han kan rumme mit behov for at være smuk og grim på samme tid. Han er ikke bange for dæmonerne, han forstår at de må uddrives. Bl.a. via denne blog. Jeg ville sådan ønske jeg kunne skrive - skrive en bog. Har jeg romanen i mig? Selvbiografien - er det virkelig det jeg har? Jeg ved at der ligger så meget uskrevet materiale , så mange blanke sider der kunne blive fyldt ud. Jeg mangler blot den gyldne tråd, omdrejningspunktet, emnet, formålet. Jeg vil så gerne skrive, jeg har mørket, sindssygen som kun en kunstner kan have det og evnen til at lade flyde det blæk mit hjerte bløder... Blanke blad skriv mig ren...

Today everything went grey // History

Det er ikke en metafor. Alt blev gråt af tåge idag. Og sneen blev liggende på vejene mens et tæppe af dis og regn smøg sig om alt. Vejret var koldt og fugtigt. Den værste kombination. Nå ja, man kan ikke få det hele. Til gengæld ringede min mor og inviterede mig i biografen. Den nye Klovn film, som var forfriskende morsom. Faktisk både sød og åndssvag og skæg og hyggelig og plat og sjofel og komisk. Den underholdt mig glimrende i 1 1/2 time. Og gjorde mig i helt godt humør.
Sms lige sendt til Thomas: ''Fik du læst godt idag? Jeg savner dig... Jeg føler mig ret chubby for tiden. Sys alt mit tøj strammer... Og at jeg buler ud alle de forkerte steder. Og så er jeg bare ret ensom og mæt... Sidder og ser ngoet dødssygt TV med min mormor. Er bange for at blive endnu tykkere. For at intet lykkes for mig nogensinde...'' Så idag er med andre ord en dag i spiseforstyrrelsens tegn. I nogen grad i hvert fald. En del. Måske er det også fordi jeg kæmper imod. Fordi jeg ikke tør lade følelsen af tung tristhed og tykhed indfalde sig. Måske hvis jeg bare gav slip og gav op. Gav mig hen. Surrendered. I stedet forsøger jeg desperat at se om jeg ikke i det mindste kan kontrollere mit indtag af kalorier. Nå, mormor havde lavet god mad. Så det gik heller ikke rigtig. Slikket, nå nej der var de bolsjer jeg spiste. Og lakridserne. Og så har jeg tilmed luft i maven, ikke just noget der hjælper på min følelse af at være attraktiv og attråværdig.
Bukserne strammer - bukser jeg har haft i mange mange år, og som har skiftevis strammet og hængt på mig. Og nu strammer de så - igen. Bevares, de har strammet mere. Men de har ved Gud også siddet løsere. Hey, jeg kan vist have en lidt ironisk distance til det. Who would have known...
Udseende er noget mærkeligt noget. Eller måske rettere sagt at det skal betyde så meget for mig er noget mærkeligt noget. Det føles ubehageligt tilfældigt. Hvorfor lige mig - jeg kunne have været blevet ramt af hvad det skulle være. Depressioner - rent, og ikke bare som et biprodukt til spiseforstyrrelserne. Ja, for som en sidebemærkning så er bulimi jo ikke den eneste spiseforstyrrelse jeg har fejlet. Det startede som overspisning og mundede ud i anoreksi og er nu overvejende bulimisk. Men min BMI har da været nede på de 17, det har den da. Men som sagt jeg kunne have fejlet hvad det skulle være. Tænk hvis jeg som et resultat af nedtrykthed havde mistet appetitten. Det havde været fuldstændig vidunderligt. My prayers would have been heard. Not. But still, what a curse this cursed eating disorder is. Alle de ÅR den har misbrugt. Slugt, fordærvet, fortæret, ædt og brækket op igen. Jeg kunne have været barn. Jeg kunne have været teenager. But no, I was busy eating, not eating, feeding, denying, restricting, binge-eating, compulsively exercising, thinking about eating, thinking about not eating, hating myself for having eaten, looking in the mirror, hating the mirror, thinking about my weight, loathing my weight, perceiving only fat, despising myself for my weakness disguised as body mass... Åha... Dets sprog er ikke mit modersmål, til det er det for sårbart. Ja. Jeg kan skære tættere ind til benet med engelsk. Nogle gange.
Men der er selvfølgelig ikke noget der kan gøre en så trist og tung om hjertet som at tænke på ens fortrydelser, bedrøvelser og mørke stunder. De har desværre bare fyldt så meget. Der er stadig et stort hul. Jeg skriver de samme ting, som jeg gjorde for 4, 5, 6, 7 år siden. Måske kommer jeg aldrig over det. Måske er det et valg man træffer - vil jeg lade det fylde eller vælger jeg at lægge det bag mig. Hvordan vender man det til noget positivt? Hvad tager man med sig efter så mange - og så mange vigtige - år med sygdom? Det er hele min ungdom der er gået med selvhad, selvværd i minus, kropshad og selvskade. Fysisk og psykisk. Hvordan rejser man sig fra asken?
For fem år siden skrev jeg på min højskole et vejrs til en sang der løs: ''Før eller siden vil det ske / skal engang du atter fødes / ud af smertens aske / som en føniks / stolt sig genoprejser fra bålet / stærkere end før / rejser du dig / går på gløder / livets ild har skabt dig (min ven)''... Smukt og jeg er til den dag idag stolt af og kan stå 100% inde for hvert et ord, men har jeg efterlevet dem? Da jeg skrev dem havde jeg allerede de værste år bag mig, men det er fem hele år siden. Er jeg nået et skridt længere...?
Jo, det er jeg. Men har jeg vendt lidelseshistorien til noget godt? Eller kan intet meningsfyldt presses ud af sort slam, er det blot endnu en påmindelse om at livet et meningsløst og det ikke hjælper et hak at prøve at skabe mening i galskaben. Skal man bare lukke døren og smide nøglen væk? Kan man overhovedet lukke døren uden samtidig også at lukke for en del af sig selv?
Jeg er noget et vist stykke med at lægge noget fra mig. Min far, ham er jeg nået et godt stykke i at rykke langt ned på listen over ting, der går mig på. Things that make me care. I can't care. Not anymore. Jeg har tænkt med fortrydelse på ham og det faktum at jeg aldrig fik en ordentlig far, en far der var i stand til at elske og vise kærlighed, give og modtage, jeg har ikke længere - at least I like to tell myself - ondt af mig selv, fordi jeg ikke fik de essentielle næringsstoffer. Ja, mit billedsprog er fyldt med krop/mad metaforer. Måske intentionelt. Måske ikke. Måske giver alting bare mening på et højere metafysisk plan. Selvom det er så ulideligt fysisk, konkret og ubarmhjertigt banalt. En pige der ikke blev elsket. Der følte et tomrum. Som hun fyldte ud med det nærmeste, hun fandt da hun rakte ud efter noget - mad. Ja. Så simpelt kan det vel siges.
Men som sagt, så føler jeg at jeg et eller andet sted har sluttet fred med det faktum at min far ikke var den jeg skulle have. Jeg har min mors ekskæreste. Som er barnløs. Og jeg har ikke set eller snakket med min far i to år, lige om lidt. Hans er fantastisk sød. Han mangler noget frygteligt vigtigt - og det er, at han ikke er og aldrig kan blive min far. Men så igen - blod. Hvad er blod. Historien man har sammen - ja, men fremtiden er din, og vores og vi har stadig mange år vi kan skabe og gøre til vores. Vores tid sammen, vores oplevelser, vores tid, vores samtaler, vores smil, vores veje. Måske skal man bare være lidt mere åben og kreativ i sin tilgang til denne her tilværelse. Vi har de kort på hånden, der blev givet ud. Men dem vi så tager op fra bunken - det er da kun os selv der bestemmer om vi beholder dem eller ej. Eller spiller dem videre uden at tænke nærmere på det. For som jeg efterhånden er nået til så er det ikke min far jeg mangler - det er en far. For big daddy was no daddy. He was a funny, and at times very angry uncle at most. Og det er bare ikke godt nok. Jeg er voksen nu, og kan selv vælge. Meget får vi at bære som vores lod, men meget kan vi selv vælge om vi vil kaste af os, eller slæbe rundt på til evig tid. Og jeg traf et valg med hensyn til ham. He was disposable. Deadweight. Og jeg har det egentlig helt okay med det. Tror jeg nok.
Jeg har efterhånden også accepteret at jeg har en spiseforstyrrelse. At det så lige var bulimi pilen faldt på - det kan jeg have det meget svært ved. Det er en sygdom fyldt med skam - in fact shame is a very common biproduct. Jeg ville ønske at min svaghed ikke var så tydeligt til stede i mit kød. In the flesh. I carry it with me like a tattoo. Branded. Ja, med til historien hører at jeg rent faktisk er normalvægtig - med en BMI på perfekte 21. Men jeg føler konstant at jeg fejler, falder i, og er mere eller mindre altid bange for at tage på. Det er den evigt altoverskyggende frygt jeg lider med. Af. På. For. Under. Ved. The fear of the flesh. The fear of the flesh as a proof of my weakness. The fear of the weakness of the flesh. Anoreksi er også skamfuldt. Men de er stadig de ukronede dronninger af spiseforstyrrelsernes tvivlsomme rige. Vi andre spiser. Vi åbner munden, tygger og sluger. Mærker mætheden. Oppustetheden. Kontroltabet. De lukker. Er hule, tomme og sultne. De sygner hen og alle ser dem som ofre. Stærke, lidende væsener, asketiske, sfæriske. De flyver rundt under loftet, mens vi andre ligger og lider i skidtet. På jorden, i lortet. Ofre for vores egen svaghed. Vi kan ikke engang lade være med bare at æde. De har kontrollen. Misundelsesværdig eller ej. They win, we lose. They lose, we gain. Smerten er den samme. Vi er ligeså meget ofre som de er. De lader sig tydeligere se. Folk har tendens til at have ondt af dem - vi er jo helt sunde og normalvægtige. Ja, eller overvægtige. De er alfeagtige væsener ligesom dem vi ser til Oscaruddelingerne, i bladene, på podierne. They win, we lose...
Udseende er noget mærkeligt noget. Jeg har lige fået lavet en ny piercing. Jeg har allerede to i ansigtet - en labret sort kugle midt under underlæben, en sort ring i næsen og nu også en madonna med sort kugle. Så har jeg tre tatoveringer, en puslespilsbrik bag venstre øre, en nodelinje med Björk's ''All is full of love'', omkvædet, på højre arm. Og så ''ba gua'', en udvidelse af Yin og Yang symbolet på venstre arm. Og jeg har planer om en til, eller et par mere. Bl.a. D.H. Lawrence's digt ''Self-pity'' på venstre arm. For at minde mig om ikke at have ondt af mig selv og indtræde i offerrollen når jeg har det skidt. Ja og så ville jeg gerne have en kinesisk lykkekat et eller andet sted. Fordi jeg elsker katte - har selv to - og Kina. Og måske nogle blommeblomstergrene på ryggen. Eller en svane. En stor smuk svane, der folder sine vinger ud og stråler af styrke og skønhed. Som har været en grim ælling og gået igennem så grueligt meget, før den udfoldede og erkendte sin egen skønhed. Because I would like that to be me.
Men altså jeg har lige fået lavet en ny piercing. Og så har jeg også altid været sådan en der ændrede mit hår hvert halve år. Jeg har været blond, sorthåret, haft rødt, lilla, pink, orange, lyserød, aubergine, kastanjebrun og kommunefarvet. Lige nu er det mørkebrunt og jeg ville gerne være sort igen. Jeg har også denne kæmpe fascination af Lisbeth Salander, heltinden i Stieg Larsson triologien. Hun repræsenterer for mig alt det jeg gerne ville være. Tynd, mørk, mystisk, lever for sig selv, intelligent, nørdet, sej, selvstændig, minus selvmedlidende, dedikeret, overnaturlig. 100% ikke noget hun kunne forestille sig andre gerne ville have. Hun er hvad hun er og det er hvad hun er. Jeg elsker hende. Og i disse mørke måneder mens sneen og kulden skræmmer mig indendøre selvom jeg hellere ville kunne gå lange ture udendørs til efter kl 16, når alt er gråt og trist, så får jeg altid mere lyst til at gå i sort og mørkt tøj. Matche mit indre med mit ydre. Og derfor farve håret sort, få tatoveringer og piercinger. Se lidt hård og utilnærmelig ud. Fordi det er sådan jeg føler mig. Trist og ensom og distanceret fra hele verden, der bare fortsætter uforstyrret når hele min verden vender. Jeg forsvinder langsomt og har brug for at hænge mig selv op på nogle ting. Jeg er ingen vegne, så jeg har behov for at se mig selv være noget i kraft af noget - piercinger. Sort hår. Jeg må ændre mit udseende til det passer. Jeg er ude af stand til at forandre min indre tilstand så jeg ændrer mit udseende. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er blot, at jeg får en ustyrlig trang til at se anderledes ud, desto mere anderledes og væk fra mig selv jeg føler mig. Gråheden gennemtrænger alt og spiseforstyrrelsen siver ind ad bagdøren og melder sig lydløst på banen. Min fortid er sort og nutiden er tåget. Bliver mon fremtiden lys? Lad dette være et spædt håb formuleret i en mørk stund. En lille bøn. Til hvem end der må høre den. Om at livet viser sig fra sin smukkere vinkel i årene der kommer...

Træder vande // Symptom of my Time

En kæmpe tanker glider forbi, lydløst, stille. En massiv kæmpe på tusindvis af ton flyder ubesværet forbi som på skinner. Why can't it be me? Hver gang jeg synes det lige kører, så sker der et eller andet og jeg synker i. Min bagende bliver pludselig tung og jeg begynder at tage vand ind, så jeg må sætte alt i bero og koncentrere mig om at forblive flydende. Nogle gange kan det føles som om jeg i ugevis intet andet foretager mig end at udøve damage control, jeg øser vand ud med en spand, men jo mere jeg øser, desto mere fosser det bare ind. Og så lige pludselig så lukkes hullet mirakuløst, eller også forbliver det åbent, men vandet ophører blot med at komme, jeg ved det ikke, det hele føles så tilfældigt, en hjerteskærende sønderrivende randomitet, der entet sender mig i himlen eller helvede. Eller måske bare tillader mig at hvile et sted imellem for en stund...
Nuvel, enough with the metaphores. Jeg havde det virkelig skidt igår, og det gik op for mig hvorfor, i hvert fald til en vis grad. Det går altid galt når jeg i lang tid ikke har villet indse eller indrømme overfor mig selv, at jeg har det skidt. Men det værste er nok, når jeg ubevidst hele tiden bebrejder mig selv for at det går skidt. Når jeg først bliver opmærksom på det, så kan jeg godt se at det er det jeg gør. Stemmen, der hele tiden fortæller mig, at jeg burde kunne gøre alting anderledes og bedre og mere optimalt, jeg burde se flere venner, jeg burde åbne mig noget mere for dem i stedet for at være så lukket og ensom hele tiden, jeg burde spise mindre, motionere mere, jeg burde læse bøger og blive klogere, interessere mig brændende for ting, jeg burde have mere arbejde, tjene flere penge, bruge færre, jeg burde have mere styr på min døgnrytme, ikke sove så længe og så mange timer, jeg burde foretage mig interessante og berigende ting, jeg burde læse mere kinesisk, jeg burde se flere intellektuelle film, jeg burde elske mere med min kæreste, jeg burde tage mig sammen til at gå i noget pænere tøj og ikke finde makeup meningsløst, jeg burde foretage mig nye og spændende ting, jeg burde se slank og rigtig ud, jeg burde gå i fitness centeret, jeg burde lave mad udover salat og pasta, jeg burde turde noget mere, jeg burde burde burde... Når først jeg bliver opmærksom på den stemme og hvor utroligt kraftig den er, og hvor meget taletid jeg giver den, så kan jeg snildt forstå, hvorfor jeg har det skidt. For ikke nok med at jeg har det skidt, så har jeg det også skidt over at jeg ikke bare kunne have det godt, og ikke nok med at jeg burde have det godt, jeg burde også have et overskud til en masse mere end nok. Det er bare aldrig godt nok til stemmen derinde. Pulverheksen, Narnia isheksen, der styrer alt, dømmer, fordømmer, eksekverer, udøver magt og vold med hjerteløs kulde og afstumpethed. Og det værste er, at jeg lytter til hende. Jeg lader hende hviske mig i øret HELE tiden, hvad jeg skulle have gjort, hvad jeg ikke duede til at gøre, og hvor elendig jeg i det hele taget er til alting.
Jeg skal anerkende mine sejre, jeg skal se dem og skrive dem ned, for ellers er det kun hendes stemme der runger i min tomme katedral, og giver ekko i tusind glassale, til jeg ikke længere kan kende forskel på hendes og min stemme, og de smelter sammen til en hadefuld røst, der blot bringer mig længere og længere ned i dyndet. Men jeg glemmer mine sejre. Og lader hende løbe af med den...
Selv mens jeg skriver dette med selvindsigt og store ord, er hun der og siger til mig at jeg ikke er god nok. Intet er nogensinde godt nok. Jeg ved hvor perfektionistisk jeg er. Eller hun, for det giver mening at skille de to stemmer ad. Jeg føler ikke at hun er mig. Jeg er ikke skizofren, så meget ved jeg, men det tangerer når der er to stemmer i mit hovede i dialog, til tider voldsom, når jeg prøver at sige hende imod. Men bagdøren, altid bagdøren.
Jeg kan nok ikke lukke kæften på hende, men hvordan accepterer jeg at hun er der? Jeg føler tit at jeg aldrig bliver rask, fordi det er en forudsætning for mit velbefindede at jeg slipper af med hende, og det kan jeg ikke tro på, at jeg kan. Fordi hun har været en del af mit liv og mit sind så længe jeg - næsten - kan huske. I hvert fald 11-12-13 år...
Så når alle står på ydersiden og siger ''selvfølgelig skal du nok blive rask, Mette'', så har jeg ærligt talt kun skepsis til overs for dem, og føler virkelig ikke at det forstår HVOR slemt det er og har været. Er det bare mig, der ikke tør tro på det? Sker det først den dag jeg vil det skal ske? Hvor meget magt har jeg egentlig over det, for det føles ikke som om det er mig der styrer, det gør det virkelig ikke... :-( Jeg gider ikke at være et offer eller snakke til andre som om jeg er det. ''Åh, jeg er magtesløs overfor denne dæmon, jeg slipper aldrig af med hende, jeg får det aldrig bedre''. Jeg ved godt at den sang ikke hjælper, men nogle gange har jeg bare brug for at blive mødt med lidt medlidenhed. Så skal jeg nok kæmpe videre bagefter, men lige der, når jeg beder om det, så har jeg brug for at få et kram i stedet for et ''op på hesten igen''.
Jeg var helt ude af den i nat, og snakkede med Thomas i telefonen, og det var det han gjorde, hvilket egl. skuffede mig ret meget, da jeg havde sådan brug for medlidenhed i stedet for hårdnakket ''stop whyning''. Men det kunne jeg bare ikke trænge igennem med og jeg forstår det jo også godt fra hans synspunkt, men jeg kan ikke altid være stærk. Sometimes I JUST need a shoulder to cry on.
Han havde dog ret i en meget vigtig ting, og det er at jeg har forsømt mekanisk spisning på det sidste. Et redskab jeg har lært i terapi, at spise mekanisk, hver tredje time, tre måltider, tre mellemmåltider, og dermed ingen diskussion med spiseforstyrrelsen om jeg nu skulle spise det eller lade være, eller det eller det eller det eller lade være. Mekanisk lig med uden overvejelser lig med ingen spiseforstyrrelse med på råd. Og det har jeg forsømt, mest fordi jeg har haft så ulidelig en spisetrang at jeg har følt at jeg måtte holde igen hele tiden for ikke at det hele skulle løbe helt af sporet. Jeg har simpelthen ikke tilladt mig selv de måltider jeg skulle have og derfor er det gået helt galt. Så er jeg gået direkte i fælden, som jeg prøvede at undgå, nemlig den konstante snacken... LIMBO as I know it... Jeg har bare mega svært ved at tillade mig selv at spise når jeg føler mig alt for tyk. Og så ender det tit med at jeg spiser mere. How stupid it all is. Nonsense indeed.
Men altså jeg tror at mit værn imod hende må være, at jeg nu VED at hun er der. Lige nu skal jeg virkelig sige ''ja, jeg ved at jeg spiser lige nu, og NEJ jeg er ikke fed og JA, jeg må gerne spise, for det skal jeg og NEJ jeg bør ikke hele tiden gøre alting bedre, for jeg ER god nok, og jeg fortjener at leve og spise og sidde ned og slappe af og være menneske(lig)''...
Det er så desværre ikke lige den bedste kultur jeg er havnet i. Til mit sind. For ikke nok med at jeg skal kæmpe med den grumme heks inde i mit eget hovede, så er det hun siger tilmed bakket op af samtlige dameblade og medier generelt. Perfect is the object of desire and we are told it IS possible to achieve. Pefekt krop, job, mand, børn, fritid, sundhed, tøj, bolig, livsstil etc. Det er fandeme svært at stå op imod. Jeg er ikke nogen Bridget Jones, men jeg er ved gud heller ikke nogen supermodellignende, smartklædt supermom workaholic younameit. Og mit problem er nok at jeg ikke kan tillade mig selv at give op overfor at blive det.
Stakkels os piger der bliver tvangsfodret PERFEKT illusionen fra vi kan kravle og sige lyde. Vi ser den alle vegne og hvad er mere nærliggende end at tænke ''nåh, er det SÅDAN man skal se ud/gøre for at være ok og blive accepteret?''. For vi vil jo allesammen gerne accepteres og til en vis grad passe ind. Jeg er vred på min generations kvinder og generationen før og den kommendes vegne. Også på mændenes. Vi bliver kun ulykkelige af at opretholde den illusion. Så hvorfor er det vi gør det? Kapitalismen og den frie markedsøkonomi? Er det basalt set markedskræfternes interesse at holde os ulykkelige så de kan sælge os produkter der vil gøre os gladere/smartere/slankere etc? Hvis vi accepterede os selv som vi var ville vi ikke have brug for alle de slikkepinde. Nonsense. Because nonsense it all is. Det er reklamer og kapital der styrer vores vestlige verden. Hvorfor bliver skuespillerne tyndere og tyndere? Fordi ellers får de ikke rollerne. Idealet bliver mere og mere uopnåeligt og vi bliver i takt med mere og mere ulykkelige. Hvornår springer boblen? Når kapitalismen fejler eller når vi laver en menneskeligheds-revolution. Hvem er det lige der skal tage initiativ til den? Vi er alle så pisseræde for at indrømme at vi bare er kød og blod, at vi fejler, fejler og atter fejler og at det er godt nok. Vi er så bange for drengen der råber ''han har jo ikke noget tøj på'', for det har vi jo satset alle pengene på. Når vi i stedet for kunne have været lykkelige...
Jeg er bange for at det er en revolution der skal ske i det individuelle før det kollektive sind. Jeg kan ikke andet end at starte med mit eget. Jeg må først lægge mit behov for at blive beundret på hylden. Dernæst finde ud af hvad mine værdier og mål her i livet egentlig er. Turde spørge mig selv hvad det er jeg gerne vil have skal give mening. Vil jeg gerne ligge på mit dødsleje engang og tænke ''ja, men jeg havde sgu fandeme en perfekt tonet krop, min bolig var altid moderne og ren og pæn, mit tøj blev skiftet ud hver sæson, min karriere var fremragende, min mand så godt ud og mine børn blev jurister''... Eller vil jeg heller have ting som venskab, loyalitet, menneskelighed, kærlighed, fællesskab, humor, liv og glæde til at fylde...
Jeg ved godt hvad jeg burde vælge. Det er bare så forbandet svært. Jeg skrev engang en novelle om en kvinde der stillede sig op på en stol og råbte til folk at vi snart allesammen ville drukne. Men alle så blot på hende som om hun var sindssyg, og gik videre. Har jeg lyst til at være den ensomme pioner? Har jeg noget valg? Jeg tror jeg starter med isheksen. Hun skal lige sættes godt og grundigt på plads. Så redder vi verden senere. Jeg ville elske at redde verden og starte en antiperfektionistisk blog. Men så er jeg bare bange for at jeg ville ende med at blive beundret og anerkendt, ligesom en hipsterhader der selv ender med at blive hipster. Let's forget about the praise, the fame, the honour and the glory. Let's just be human for a while. Jeg er bare et symptom of my time. Men så må jeg jo tage den derfra...

Hurting the one I love

I really don't feel proud of myself. AT ALL. Jeg gjorde det igen, og jeg lover mig selv igen og igen at jeg ikke vil gøre det igen, men så sker der noget og så gør jeg det igen. Ligesom i ''28 dage'', filmen med Sandra Bullock, hvor hun er alkoholiker og bliver tvangsindlagt på rehab, forklarer lederen af institutionen baggrunden for sit misbrug. ''I would promise myself not to drink. And then something would happen. Or nothing would happen. And I would get that feeling.''... Og så gjorde jeg det igen. Jeg overfaldt Thomas. Jeg var led, jeg var urimelig, jeg var ufølsom, jeg var kontrolfreak, jeg var kold, jeg var spydig, jeg var stikkende, jeg var psykopatisk usympatisk. Jeg lod en scene udspille sig som ligeså godt kunne have været taget fra min barndom. Jeg var min far om igen. Og jeg så det ske mens det skete og jeg lod det ske. Jeg stoppede det ikke. Jeg lod det bare ske...
Jeg kommer hjem efter en lang dag - 5 timer i SFO'en. Jeg er sulten - eller jeg fejlfortolker evt. signaler for behov for omsorg og fred og ro og tid til mig selv for behov for mad. Jeg er stresset - der skal handles ind. Vi er ikke uvenner, jeg har ikke fået sagt noget dumt endnu. Jeg er kort for hovedet, tror egl. også godt at han mærker det. Jeg får ham lokket med - han kan også godt hjælpe til, hvilket han synes er rimeligt og går med. Vi kommer ind i Føtex. Allerede fra starten af går jeg op i effektivt at finde tingene, billigste pris, det rigtige, og Thomas vil gå og snakke og jeg er i stedet afvisende og bitchy. Han bliver vred på mig og begynder at gå mig på klingen og jeg tricker og svarer martyrisk ''jeg har haft en lortedag'' og går. Og som om det var et wildcard til så at opføre mig som jeg vil, men jeg magter ikke andet. Ikke lige der. Jeg vælger den nemme løsning. Så kommer vi ned til kassen og jeg ser at han har taget dyrt krydderi. Santa Maria i stedet for det billige No Name brand. Jeg siger nedladende ''nej skat, vi køber ikke det dyre, det skulle have været det billige du tog''. Han svarer at det havde de ikke. Jeg sender ham ned efter det, for jeg ved at de har det - jeg har købt det før, og ved hvor det står. Han kommer atter tilbage med uforrettet sag. Og det skal blive det vi skændes fyrigt om hele vejen hjem og efter vi er kommet ind i lejligheden. Vi kommer ind og han smider med tingene. Begynder at flå ting op af fryseren i et frustreret forsøg på at give igen. Kommer med mere eller mindre usammenhængende anklager - han er presset op i en krog og jeg ved nu at det er gået galt. At det er sket igen. Og jeg er helt kold og urørlig indeni kan jeg ikke tro på at det sker. Jeg ser det bare ske og træder ligesom ud af mig selv, væk fra situationen. Jeg er der ikke, Mette er ikke til stede. Hun ser en masse ting ske lige for øjnene af hende, men HUN er der ikke. Jeg er ikke i mig selv, jeg føler intet, det eneste der eksisterer er tanken om at ''åh nej, jeg har gjort det igen, jeg har såret ham igen, jeg har bragt ham til hvor han er nu, igen''... Jeg kan ikke få mig selv til at sige undskyld, fordi jeg ved at det er tomme ord. Der hvor han er nu, er det for sent. Han er såret og vred og frustreret, fordi den han elsker har opført sig koldt og afvisende og nedsættende overfor ham. Fordi hun har vist, og viser med hele sit væsen, at han er en ligegyldig ting, et irritationsmoment at best, noget hun bare kan vrage, og behandle som skidt, fordi hun tydeligvis ikke orker at anstrenge sig for at gøre andet. Og han flipper ud, han er så langt ude i skuffelse og sårethed - de to værste følelser at indgyde i en man elsker - og han ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv. Han råber og spytter mig i hovedet af bare ophidselse mens han får sin vrede ud verbalt. Han sparker til ting og jeg står bare og ser til. Jeg kan ikke forholde mig til det. Han er helt væk i sin vrede og skuffelse og jeg er bare helt væk. Jeg er kold og ligeglad på overfladen, men indeni er jeg bange for at miste ham. Og vred vred vred på mig selv over at have ladet det komme så langt. HVORFOR kan jeg ikke bare - jeg ved det ikke. For jeg kan godt identificere hvor det er det går galt. Men allerede der er det for sent. Det er kulden, kontrollen, det er det faktum at der ikke er plads til et andet menneske i mit iskolde univers, og derfor vil ethvert menneskeligt forsøg på at være der og dele noget med mig blive afvist, og enhver menneskelig gestus forvist til et iskoldt og goldt landskab. Metaforer for at jeg opfører mig hensynsløst, koldt og arrogant overfor en der elsker mig, og som jeg - trods alt det her - elsker. Hvordan kan jeg behandle ham sådan? Jeg har ikke lyst til at være en tyran, jeg kender så godt fra min barndom. Jeg ser ham stå foran mig frustreret så han er ved at rive hårene ud af hovedet på sig selv, og ser i ham mig selv i samme situation, ti år tilbage. Og det gør mig kun endnu mere vred på mig selv, og desto mere kold udadtil. Det hele er for slemt til at være sandt og jeg kan ganske enkelt ikke forholde mig til det.
Da stormen så er fordrevet noget, jeg har givet så oprigtigt udtryk for min undskyldning som muligt, spørger han hvordan vi kan undgå det. Og jeg ved det ikke. Jeg ville ønske han var denne gudelige skabning, der kunne være rolig og fattet når jeg flipper ud i det små, og let og enkelt med kærlig hånd kunne guide mig tilbage på rette spor. Men det er han ikke, han er et menneske og min ligeværdige, ikke et overmenneske, ikke en forælder, men en elsker. Det er ganske enkelt ikke hans opgave. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Måske er det så enkelt som at tælle til ti næste gang jeg mærker at det løber helt af sporet for mig. Eller hurtigt at melde ud ''skat jeg er i det humør, hvor der er stor fare for at jeg kommer til at være dum og led og urimelig, så pas lige på og prøv ikke at tage mig for alvorligt, hold lige lidt afstand, pas lige på dig selv''... Måske kan det lade sig gøre. Men lige nu tænker jeg blot, ''åh, please lad der være lang tid til næste gang det sker''. For jeg tør ikke tro på at jeg kan ændre det og afværge det. Jeg tør bare heller ikke at tænke på hvis det ikke lader sig gøre, for for hver gang vi har haft sådan en tur, tænker jeg, at det kan jo ikke blive ved for evigt. Vi skal giftes, men hvor længe holder han til det. Hvad skal det komme til før jeg ÆNDRER noget. Før jeg også i situationen har så stærkt et ønske om ikke at såre ham, at jeg rent faktisk stopper galskaben og får vendt skuden. Hvor kommer erkendelsen ind i hverdagen? Efter sådan en tur er det jo soleklart hvad der skal ske, hvad der ikke må ske, men det er blot indtil næste gang. Åh jeg kan ikke overskue det lige nu. Næste gang... Nej! Det KAN lade sig gøre... Kan det? kan jeg nå at sige fra? Er det Gud jeg har brug for? Hvorfor skal det være så svært for mig at undgå de situationer. Gud giv mig styrken til ikke at såre den jeg elsker... :'(

Udflugter

Så sov man igen for længe. Intentionerne er egl. gode nok, jeg sætter uret. Men så alligevel er det for nærliggende at trykke på snoozeknappen. Jeg var faktisk inviteret til bryllup idag. Jeg skulle have haft forårsruller med, som jeg først skulle ned og købe inden jeg skulle være fin og klar til ceremonien kl 12. Jeg sov det væk. Magtede det ikke, valgte bare at skride fra det hele og flygte ind i drømmeland. Min krop føltes tung og træt og inde i mit hovede gennemgik jeg alt det jeg skulle inden jeg skulle være der. Jeg skulle stå op, for det første. Så skulle jeg gå i bad. Eller det vil sige stå nøgen foran bruseren og først tænde, føle det kolde sprøjt af endnu ikke varmt vand, og frysende vente på at det skulle blive varmt. Så skulle jeg vaske mig, for til sidst at slukke for vandet og fryse igen. Så skulle jeg tørre mig, komme to forskellige slags cremer i ansigtet, og derefter skrabe væggene og gulvet fri af vand. Så skulle jeg ind og tage stilling til hvilket tøj jeg magtede at have på uden at måtte række ud efter joggingbukserne og sweatshirten. Så skulle deodorant på, derefter strømper, bukser, og en fin bluse. Hvilken bluse? Så skulle jeg ud i køkkenet, koge vand og mens jeg ventede på at vandet kogte, kede mig. Derefter lave kaffe. Drikke det mens det endnu var for varmt. Så skulle jeg have noget at spise uden at komme til at spise for meget. Prøve at mærke hvornår jeg var mæt og reagere på det. Så ville jeg skulle børste tænder og dernæst have sko på, overtøj og tage en plastikpose med og min pung i lommen. Nøglerne frem og nedad bagtrappen med skraldet. Så skulle jeg gå ned til Superbedst, gå derind og hen til køledisken, finde forårsrullerne og derefter med bekymring regne ud hvor meget det ville komme til at koste. Og i mit stille sind ærgre mig over at skulle betale overpris for noget skod friture mad. Så ville jeg skulle hjem med det, og op ad trapperne, ind igen og så finde ud af hvad jeg skulle have med. Pakke mine ting i tasken og derefter ud i kulden igen, ned til bussen og vente. Stige på bussen når den langt om længe ankom, og ærgre mig over at skulle betale 13,5 kr. for så kort en tur. Dernæst stå af bussen, fryse igen, gå ned imod stedet og nervøst overveje hvor man mon kom ind. Jeg ville ankomme og måske efter nogen omveje finde indgangen og dernæst træde ind i et rum uden nogen kendte ansigter. Jeg ville stå og føle mig akavet og i stilhed overveje hvorfor jeg mon var der, og forsøge at få tiden til at gå. Ceremonien ville gå i gang og jeg ville uden tvivl nyde den, men også kede mig lidt ved tanken om prædiken, ventetid og bagefter når det hele var slut ville der igen være snakketid og jeg ville stå alene og overveje hvordan jeg mon slap væk... Alt det magtede jeg ikke, mens jeg lå i min seng, varm, tung og med øjenlåg så tunge som bly, træt og med en snoozeknap lige ved hånden, samt en samvittighed der fortalte mig at det hele var lige meget. At jeg ligeså godt kunne sove det væk, at det ikke var det værd, at det var for besværligt, for ubekvemt og i en hver henseende for meget.
Så jeg vågnede først kl. 13.30 da min mor ringede for at fortælle hvor dejligt vejret var og minde mig om at nyde det. Hun gennemskuede at jeg stadig lå i min seng, og jeg skammede mig over ikke at kunne afvise det. Det var ikke just noget jeg var stolt af. Så jeg stod op og prøvede ikke at lade det gå mig for meget på at jeg havde brændt min veninde af til hendes bryllup og derudover havde sovet til kl. over et. Jeg magtede ikke at gå i bad og vaskede mig ikke engang i ansigtet, smed bare noget tøj på og gik ud for at få mig noget mad. Jeg spiste mig mæt i A38 med fiber flakes og rosiner og sad lidt på internettet mens jeg drak min kaffe og te.
Gik ud kl. tre og gik mig en laaang tur. Først ned til Østerport, så ud på Indiakaj, derefter ned forbi Teaterhuset, op til Rådhuspladsen, ned forbi Søpavillonen, ned til Trianglen, og hjem...
Jeg har mødtes med en veninde her til aften. Min kæreste var ude, så vi var alene og sad og snakkede. Mens vi hørte Norah Jones, Alicia Keys og Trentemøller. Hun fortalte om sit nye studieliv i Tyskland og vi hyggesnakkede frem og tilbage. Det var rart til afveksling ikke at tilbringe aftenen alene eller med Thomas. Udveksle information, gode historier. Fundere over andre ting end normalt, nyde hinandens selskab. Jeg skrev en mail til bruden her til aften og undskyldte. Prøvede at være så ærlig som mulig, men ikke ærlig nok. Ærlig uden at indrømme helt hvor kujonagtig jeg havde undgået vanskelighederne ved at deltage. Jeg kom til at spise lidt for meget chokolade og kiks efter hun var gået. Men udover det var det en ok dag. Selvom jeg ikke havde så god en smag i munden...