Does it ever end?

Does it ever end? Jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i en offerrolle. Men lige nu er jeg i et sted hvor det er det eneste jeg har. Jeg er i stand til. Magter. For jeg orker ikke det her. Har lige set at bivirkningerne for begge de piller jeg tager er vægtøgning. Det giver mig to tanker: for det første er det en lettelse fordi det så ikke KUN kan være min skyld - overspisningerne og bulimiens og som jeg ser det min svagheds skyld - men jeg kan faktisk fritages for noget af ansvaret når pillerne kan være skyld i det. For det andet gør det mig hunderæd for at jeg så bare tager på - på på på og ikke kan styre det. Sådan som jeg føler sker lige i øjeblikket. Det er mindst tre kilo på en måned så vidt jeg kan mærke. Det kan meget vel være spiseforstyrrelsen der taler her, men jeg føler det virkelig. Pyha. Og så sådan en dag som idag foran tv'et seks timer i streg. Og så kommer tankerne om fremtiden. Om at jeg ikke er god nok. Om at jeg er fed. Og så spiser jeg. Og så hader jeg mig selv. Og så kører bussen. Jeg får det ikke bedre af at sidde her. Måske jeg skulle gå i seng og se om morgendagen har bedre humør og mindre selvhad, opgivenhed og selvmedlidenhed... Suk...