Hurting the one I love

I really don't feel proud of myself. AT ALL. Jeg gjorde det igen, og jeg lover mig selv igen og igen at jeg ikke vil gøre det igen, men så sker der noget og så gør jeg det igen. Ligesom i ''28 dage'', filmen med Sandra Bullock, hvor hun er alkoholiker og bliver tvangsindlagt på rehab, forklarer lederen af institutionen baggrunden for sit misbrug. ''I would promise myself not to drink. And then something would happen. Or nothing would happen. And I would get that feeling.''... Og så gjorde jeg det igen. Jeg overfaldt Thomas. Jeg var led, jeg var urimelig, jeg var ufølsom, jeg var kontrolfreak, jeg var kold, jeg var spydig, jeg var stikkende, jeg var psykopatisk usympatisk. Jeg lod en scene udspille sig som ligeså godt kunne have været taget fra min barndom. Jeg var min far om igen. Og jeg så det ske mens det skete og jeg lod det ske. Jeg stoppede det ikke. Jeg lod det bare ske...
Jeg kommer hjem efter en lang dag - 5 timer i SFO'en. Jeg er sulten - eller jeg fejlfortolker evt. signaler for behov for omsorg og fred og ro og tid til mig selv for behov for mad. Jeg er stresset - der skal handles ind. Vi er ikke uvenner, jeg har ikke fået sagt noget dumt endnu. Jeg er kort for hovedet, tror egl. også godt at han mærker det. Jeg får ham lokket med - han kan også godt hjælpe til, hvilket han synes er rimeligt og går med. Vi kommer ind i Føtex. Allerede fra starten af går jeg op i effektivt at finde tingene, billigste pris, det rigtige, og Thomas vil gå og snakke og jeg er i stedet afvisende og bitchy. Han bliver vred på mig og begynder at gå mig på klingen og jeg tricker og svarer martyrisk ''jeg har haft en lortedag'' og går. Og som om det var et wildcard til så at opføre mig som jeg vil, men jeg magter ikke andet. Ikke lige der. Jeg vælger den nemme løsning. Så kommer vi ned til kassen og jeg ser at han har taget dyrt krydderi. Santa Maria i stedet for det billige No Name brand. Jeg siger nedladende ''nej skat, vi køber ikke det dyre, det skulle have været det billige du tog''. Han svarer at det havde de ikke. Jeg sender ham ned efter det, for jeg ved at de har det - jeg har købt det før, og ved hvor det står. Han kommer atter tilbage med uforrettet sag. Og det skal blive det vi skændes fyrigt om hele vejen hjem og efter vi er kommet ind i lejligheden. Vi kommer ind og han smider med tingene. Begynder at flå ting op af fryseren i et frustreret forsøg på at give igen. Kommer med mere eller mindre usammenhængende anklager - han er presset op i en krog og jeg ved nu at det er gået galt. At det er sket igen. Og jeg er helt kold og urørlig indeni kan jeg ikke tro på at det sker. Jeg ser det bare ske og træder ligesom ud af mig selv, væk fra situationen. Jeg er der ikke, Mette er ikke til stede. Hun ser en masse ting ske lige for øjnene af hende, men HUN er der ikke. Jeg er ikke i mig selv, jeg føler intet, det eneste der eksisterer er tanken om at ''åh nej, jeg har gjort det igen, jeg har såret ham igen, jeg har bragt ham til hvor han er nu, igen''... Jeg kan ikke få mig selv til at sige undskyld, fordi jeg ved at det er tomme ord. Der hvor han er nu, er det for sent. Han er såret og vred og frustreret, fordi den han elsker har opført sig koldt og afvisende og nedsættende overfor ham. Fordi hun har vist, og viser med hele sit væsen, at han er en ligegyldig ting, et irritationsmoment at best, noget hun bare kan vrage, og behandle som skidt, fordi hun tydeligvis ikke orker at anstrenge sig for at gøre andet. Og han flipper ud, han er så langt ude i skuffelse og sårethed - de to værste følelser at indgyde i en man elsker - og han ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv. Han råber og spytter mig i hovedet af bare ophidselse mens han får sin vrede ud verbalt. Han sparker til ting og jeg står bare og ser til. Jeg kan ikke forholde mig til det. Han er helt væk i sin vrede og skuffelse og jeg er bare helt væk. Jeg er kold og ligeglad på overfladen, men indeni er jeg bange for at miste ham. Og vred vred vred på mig selv over at have ladet det komme så langt. HVORFOR kan jeg ikke bare - jeg ved det ikke. For jeg kan godt identificere hvor det er det går galt. Men allerede der er det for sent. Det er kulden, kontrollen, det er det faktum at der ikke er plads til et andet menneske i mit iskolde univers, og derfor vil ethvert menneskeligt forsøg på at være der og dele noget med mig blive afvist, og enhver menneskelig gestus forvist til et iskoldt og goldt landskab. Metaforer for at jeg opfører mig hensynsløst, koldt og arrogant overfor en der elsker mig, og som jeg - trods alt det her - elsker. Hvordan kan jeg behandle ham sådan? Jeg har ikke lyst til at være en tyran, jeg kender så godt fra min barndom. Jeg ser ham stå foran mig frustreret så han er ved at rive hårene ud af hovedet på sig selv, og ser i ham mig selv i samme situation, ti år tilbage. Og det gør mig kun endnu mere vred på mig selv, og desto mere kold udadtil. Det hele er for slemt til at være sandt og jeg kan ganske enkelt ikke forholde mig til det.
Da stormen så er fordrevet noget, jeg har givet så oprigtigt udtryk for min undskyldning som muligt, spørger han hvordan vi kan undgå det. Og jeg ved det ikke. Jeg ville ønske han var denne gudelige skabning, der kunne være rolig og fattet når jeg flipper ud i det små, og let og enkelt med kærlig hånd kunne guide mig tilbage på rette spor. Men det er han ikke, han er et menneske og min ligeværdige, ikke et overmenneske, ikke en forælder, men en elsker. Det er ganske enkelt ikke hans opgave. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Måske er det så enkelt som at tælle til ti næste gang jeg mærker at det løber helt af sporet for mig. Eller hurtigt at melde ud ''skat jeg er i det humør, hvor der er stor fare for at jeg kommer til at være dum og led og urimelig, så pas lige på og prøv ikke at tage mig for alvorligt, hold lige lidt afstand, pas lige på dig selv''... Måske kan det lade sig gøre. Men lige nu tænker jeg blot, ''åh, please lad der være lang tid til næste gang det sker''. For jeg tør ikke tro på at jeg kan ændre det og afværge det. Jeg tør bare heller ikke at tænke på hvis det ikke lader sig gøre, for for hver gang vi har haft sådan en tur, tænker jeg, at det kan jo ikke blive ved for evigt. Vi skal giftes, men hvor længe holder han til det. Hvad skal det komme til før jeg ÆNDRER noget. Før jeg også i situationen har så stærkt et ønske om ikke at såre ham, at jeg rent faktisk stopper galskaben og får vendt skuden. Hvor kommer erkendelsen ind i hverdagen? Efter sådan en tur er det jo soleklart hvad der skal ske, hvad der ikke må ske, men det er blot indtil næste gang. Åh jeg kan ikke overskue det lige nu. Næste gang... Nej! Det KAN lade sig gøre... Kan det? kan jeg nå at sige fra? Er det Gud jeg har brug for? Hvorfor skal det være så svært for mig at undgå de situationer. Gud giv mig styrken til ikke at såre den jeg elsker... :'(