Stolen for døren

Vi fik snakket i nat. Snakket alvorligt. Jeg bliver helt træt bare ved tanken om det. Vi lå i hinandens arme og han sagde ordet ''tvivl''. Og jeg tænkte det. Tvivl om han kan klare mig - den mundfuld jeg er. Klare de ting jeg gør ved ham - vredesudbruddene, anfaldene. Om han kan klare at se mig gøre mig selv fortræd, somme timer hele konkret, men for det meste i sindet. Se hvordan jeg intenst hader mig selv, til tider. Se mig langsomt spilde mit liv, se mig lade stå til, se mig halvhjertet prøve, se mig lide, se mig hyklerisk love ændringer og så bare gøre de samme ting igen og igen, se mig tvivle på mig selv, se mig give så lidt, se mig være syg... Så han satte mig til en vis grad stolen for døren. Han gjorde mig det klart, at hvis der ikke skete ændringer i min opførsel og min tilgang til ham og til os, så ville han ikke holde til det. Og ja, så syntes han jo derfor også at vi skulle vente med at blive gift... Og det er med sorg i sjælen at jeg medgiver ham det. Han har ret, jeg har ladet stå til for længe. Nu har jeg lige ladet det synke ind. Og som han sagde, brug det til at ændre nogle ting, brug denne beslutning om udskydelsen af brylluppet, og denne bevidsthed om at det ikke holder evigt, hvis vi ikke kæmper for det til at gøre noget, lad det føde en vilje i dig, i stedet for at du klynker og spørger om jeg ikke elsker dig... Og han har jo ret, men det er blot denne vilje - den lader vente på sig. Den annoncerer ikke engang sit komme. Den er faktisk gemt temmelig langt væk...
Jeg føler virkelig at jeg er splittet i to og står overfor at skulle vælge mellem det gode og det onde, to diametralt modsatte poler, der begge kalder mig til sig, hvislende hvisker de mig nærmere, kom, kom vælg lyset, modet, lysten, kærligheden, kom, kom vælg mørket, uviljen, smerten, døden, stædigheden. Og de vil have mig lige meget begge to. Den sorte stemme siger ''er han det værd? Elsker du ham overhovedet? Har du ikke brug for at være alene? Har vi to ikke bedre styr på det sammen? Er han ikke ulidelig temmelig tit? Har I overhovedet så meget til fælles? Hvad er det for et liv, I tror I kommer til at leve? Du kommer til at drive ham til vanvid, og I kommer til at skilles i bitterhed, had, smerte, sorg. Valgte du ham ikke kun fordi han kunne trøste dig? Elskede han ikke dig mere end du elskede ham helt fra begyndelsen? Var det ikke kun kujonen og krysteren i dig der fik dig til at hoppe i den trygge favn? Er der kærlighed nok i dig til at ville ham? Hvis du elskede ham ville du så ikke prøve mere ihærdigt? Hvad er din kærlighed til ham andet end et ønske om at føle dig tryg? Fortjener han ikke mere end en kæreste som dig, der ikke engang kan blive enig med sig selv om hun elsker ham eller ej, simpelthen fordi hun ikke kan mærke og føle det? Savner du ham ikke kun, fordi du frygter ensomheden, er han ikke blot en sutteklud du febrilsk holder fast i af frygt for at skulle møde dig selv? Hvis du ikke ved hvad kærlighed er, så er det nok fordi du ikke føler den. Alt hvad du gør er selvisk, du gør aldrig noget kun for ham, i bund og grund ender og begynder alt i et behov du har. Hvis du elskede ham ville du ikke være i tvivl''...
Men så på den anden side sidder den lyse stemme og siger ''lad være med at lytte til hende, den sorte, der. Hun puster til gløderne i din frygt og opildner til at være angst og bange for dig selv og tvivle på dine egne følelser. Hun elsker at du er syv sind, det er lige noget hun kan bruge til noget. Hendes interesse er den mest egoistiske af dem alle, og det er at hun vil have dig for sig selv. Hvis hun kan fravriste dig kærligheden og trygheden og ballasten af godhed i dit liv, så er hendes mission fuldført, hendes forræderiske, diabolske lykke gjort. Hun elsker at såre ham og dig tilsammen, og sørge for at dit selvhad og din ulykke bliver holdt ved lige. Og det er bedst gjort ved at adskille dig fra den, du elsker. Det er rigtigt at du ikke elskede ham ligeså højt og vildt som han elskede dig lige i starten. Men som du også selv har sagt, du var så klar til at stige af toget, hvis bare han viste den mindste smule at han ikke var værd at bruge tid på. Din tillid kunne ligge på et meget lille sted. Du har oplevet så mange svigt, at det var umuligt for dig hovedkulds at kaste dig ud i det. Du måtte have dine forbehold og din skepsis, for at undgå at blive såret. Men han sårede dig ikke, og du turde give dig hen. Din kærlighed voksede og voksede og du kom til at holde mere og mere af ham, jo mere vidunderlig han viste dig, han var. Det er rigtigt at du stadig har svært ved det med tilliden. Men det er noget af det, du bliver bedre og bedre til, hvis bare du tør tro på det - og tro på ham, og tør gå ud fra at hans intentioner er rene og der ikke er nogen skjulte dagsordener hos ham. Det er rigtigt at du hoppede på den første og den bedste, der elskede dig, men hvis nu du opgav ham, ville du så finde noget bedre? Det vil du aldrig vide. Men er kærligheden noget man giver op overfor, når nu man endelig har fundet den? Jeg ved hvor bange du er for at elske dig selv, tillade dig selv at blive elsket og elske igen. Jeg kender Sorte, hun kan få dig overbevist om mange ting. Selv at din kærlighed og de følelser du nærer for din kæreste er falske, og at du er rådden to the core. Hun kan det med at så tvivl i dig, tvivl på kærligheden, tvivl på dig selv, dine egne følelser, dine intentioner, hvad du vil opnå, din motiver, din frygt, dit bedste, dine lyster. Så meget at du selv nu, i skrivende stund, ikke ved hvem du skal tro på, selvom du ved at hun er falsk. Så ved du det aldrig helt, hun har dig altid. Men du må tro, og tro er noget man skal have på at noget kan lade sig gøre, på at noget eksisterer, på at noget er godt, på at lyset vil sejre, der er ingen garantier, men det er tilgengæld kun troen der kan hjælpe dig på vej. En ting er sikkert, at hvis du vil have garantier, så er det Djævlen du skal sælge din sjæl til, og så er det garanteret at du vil blive ulykkelig og drukne i angst, frygt, selvhad, ensomhed og pinefuld tvivl. Jeg ved godt at det er svært for dig at elske. Du er blevet svigtet - det er du, det er et faktum. Grueligt og af de mennesker du stolede mest på, som skulle elske dig højest. Derfor vil du nok altid være lidt ødelagt indeni og have lidt sværere ved at mærke uden at tvivle på de følelsers konsekvenser. Hvis du stritter imod de følelser og ikke tør give dig hen til dem, så er det en lang og sej kamp. Men hvis du vover at stå ved, at elske, så kan det gøre ondt, men det er også den eneste måde hvorpå det kan gøre godt. Men du skal ikke ville eje, og en forudsætning for at I kan trives sammen og det gode kan blomstre er også, at du prioriterer at elske dig selv. For det er svært at elske en, der holder fast i at hade sig selv. Det er klart du tvivler på alt, når du slet ikke kender dig selv. Der er en oldgammel veninde derinde, som du sjældent har hilst på. En lille pige, der mangler dig. Det må handle om dig selv, før det kan handle om Thomas. Kærligheden er uselvisk. Og det vil din også være, hvis blot den starter med og i dig selv. Du må elske dig selv, før du kan elske andre''...
Hvorfor har jeg så svært ved at elske mig selv og ikke mindst se værdien af at kunne gøre det? Hvad er det indeni mig der konstant blokerer for at udføre erkendelsen i livet, at jeg skal prioritere at holde af og acceptere mig selv? Hvorfor er det jeg mener at jeg ikke fortjener det? Og ikke mindst hvorfor er det jeg holder fast i at føle at jeg ikke må være der for mig selv, som er sundt og godt og naturligt? Hvorfor er det jeg hellere vil reddes end skulle kæmpe for mig selv? For det kan jeg mærke, offer-delen af mig er substantiel. Hvilket også er derfor jeg tit tænker om jeg ikke havde bedst af noget tid for mig selv - for så længe jeg er elsket udefra, så behøver jeg jo ikke at elske mig selv... Dvs. det har gået for en tid, men nu er vi nået til et punkt hvor den ikke går længere. Hvor jeg ikke kan lulle mig selv ind i hans kærlighed mens jeg trygt gemmer mig fra at skulle give næring til min egen. Jeg kan blive ved med at afvise ham, benægte at han måtte kunne elske mig ''nej jeg er jo grim og fed og uelskværdig og svag og klam og ligegyldig og grim og grum og uværdig''. Tiden er kommet til at ændre på alt det. The hard way ville være at tage en kold tyrker og sige ''bye bye, love, vi ses igen når jeg har fundet ud af at elske mig selv, for før det sker, kan jeg ikke elske dig heller''. Men en knap så drastisk løsning ville være om ikke det kunne lade sig gøre i fællesskab med en der holder af mig i stedet. Han har ikke givet hverken slip eller op på mig endnu. Han har blot sat mig stolen for døren. Jeg giver mig selv denne udfordring: skulle det ikke være muligt at lære i samarbejde med den man elsker at blive bedre til at elske og sætte pris på og acceptere sig selv? Skulle vi ikke prøve det, som et eksperiment, os to, Hvide Stemme og jeg. Og Thomas. Nogle gange skal man til hell and back før man lærer noget som helst. Men skulle vi ikke prøve og se om det ikke skulle kunne lade sig gøre uden det? Skulle vi ikke give kærligheden en chance og stole på, at lysten til at ødelægge alt og fortabe mig selv i selvhad og selvynk vil bukke under for mod, kamp og kærlighed? Mette, giv dig selv en chance til. Thomas har givet dig det. Giv ikke op overfor dig selv. Det er der ikke nogen andre der har gjort...