Impulskontrol // Midlertidigt forsonet // When will I strike again

Endnu et skænderi. Og så har jeg mistet mine nøgler. Gjorde alt for at finde dem, men de er uvægerligt lost. As am I... I hurt him - again and again - and I don't know what to do about it. Lige så snart jeg har besluttet mig for at ændre mig, går det galt igen. Er det fordi jeg ikke vil det nok, er fast besluttet nok på at nu SKAL det lykkes, nu skal jeg ikke begive mig ud i lange diskussioner om hvem der gør mest for hvem, gå ud fra at han vil mig det ondt, eller opføre mig som om jeg skal have ret og ikke kan sige undskyld for det er for sent... Jeg havde det sådan i nat, da jeg var uvenner med Thomas og havde begivet mig ind til byen igen midt om natten for at lede efter mine nøgler, men ikke fandt dem, at jeg gider ikke mere. Jeg var klar til at give slip på det hele, og bare sige ''fuck it'', jeg klarer mig uden - kæreste, venner, besvær. Jeg har ikke plads til noget af det, jeg orker det ikke. Der er ikke plads. I er dødvægt, jeg kaster Jer overbord, for jeg kan Jer ikke. Der er ikke noget galt med Jer, det er bare nemmere at give op i stedet for at skulle holde fast og righte the wrongs, bibeholde relationerne, pleje dem, lytte og dele, skulle ud når man hellere vil være alene, forvente og blive stillet forventninger til. Det er nemmere bare at skylle kærligheden ud med badevandet. Kærlighed er snavset, elsk nogen og du vil få beskidte hænder. You'll be digging in the dirt. Jeg vil bare være ren og alene og fri. Men det er en løgn, det ved jeg. Livet er kropslugte og mørke følelser, såre hinanden og blive såret, ingen går fri. Heller ikke jeg. Selvom jeg tit er fristet til at prøve. Hvor finder jeg gejsten til at kæmpe. Styrken til at være vedholdende, for kærlighedens skyld. Når det er så meget lettere bare at give op. Er det først når stolen rigtig er sat mig for døren og han vitterligt er lige ved at gå fra mig at jeg kan fatte helt ind i mit inderste indre at det er alvor og mærke om jeg vil blive ved og miste, eller gøre en indsats og beholde...
Det er selvkastration at fortsætte i dette spor. Det er selvmord, den lige vej til ensomhed og døden i livet. Jeg brænder mine broer, det er kun mig selv jeg skader. Eller jeg tager så også lige et par stykker med i faldet. Helt omkostningsfrit er det ikke at være menneske. Vi er alle viklet ind, viklet ind i spind, vi ikke kan undgå at blive viklet ind i. Ethvert menneske der kender hinanden godt har en snor der binder dem sammen, og så kører det ellers bare derfra. Man bliver mere og mere viklet ind, og filterkagen er uundgåelig. Det er noget rod når sådan noget skal vikles op. Det ender altid med at saksen må frem, og det gør ondt at klippe strengene. Og så har man knuderne på sin snor man slæber med sig videre til de næste snore, der så lettere bliver viklet ind, med knuderne fra de gamle, løse tråde hængende...
Det er sort, jeg ved det. Men det er der jeg er lige nu. Og der jeg var i nat, da jeg vandrede hvileløst rundt i nattens gader og ledte desperat efter mine nøgler. Det er egentlig meget lig det jeg kæmper med nu. Jeg har en lås, en kæmpe knude der sidder indeni mig, og jeg mangler en nøgle, eller en der kan løsne den op. Ellers er jeg i kæmpe fare for at ødelægge alle forhold og relationer jeg lige nu er bundet ind i. For det er det sidste jeg ønsker... Lampen lyser rødt, og højtalerne kalder sidste chance for afgang people you love. Hvis jeg ikke finder en måde at stige på, så er løbet kørt. Lige nu sidder jeg bare i transit og kan ikke røre mig ud af flækken. Og jeg kan ikke finde ud af om det er fordi mit ben er brækket eller jeg bare skal rejse mig op. Men hvad betyder det at vente på at benet heler. Change happens today, and it happens because I want it to. Brækket ben eller ej. Gamle knuder eller ej. Bange, paralyseret og forkvaklet eller ej. Men jeg sidder her stadig. Vi når blot tættere og tættere på afgangen. Uret tikker, og for hver gang jeg har skuffet Thomas er jeg et skridt tættere på afgrunden. Og jeg tager ham med i faldet. Poor boy, to have fallen for me.
Det er frygteligt at skulle tage ansvar for noget man ikke har gjort. Det var ikke mig, det var min onde tvillingesøster, der ligner mig på en prik. Men ingen vil lytte til mig, for de kender kun mig og ved ikke at hun eksisterer selvom hun ikke er til at se. Hun laver ballade bag min ryg, hun stjæler min tunge og spyer ild på alle dem jeg elsker. Og forsvinder så, og lader mig om at redde de forkullede rester, når de kommer til mig og beder mig om at undskylde for den smerte jeg har påført dem. Og for hver gang får de ar og huden heler lidt tykkere, til de til sidst ikke kan mærke min berøring mere. Og bliver immune overfor at jeg puster på den brændte hud.
Det er også det der er ved at ske. Han er ved at være immun overfor mine undskyldninger. De runger hult og tomt, fordi der ikke er handling bag. Og fordi de altid kommer alt for sent. Og jeg forstår ham udmærket godt. Ulven kommer, ulven kommer. Undskyld undskyld jeg skal nok prøve at ændre mig. Same thing. Til sidst er tilliden bare brudt. Og der er ikke noget at gøre, der skal mange gange til hvor det lykkes til at hæve den brudte tillids forbandelse.
For med hvert løfte er også den iboende frygt for hvornår det sker igen. Hvornår hun får listet sig ind på mig og gjort ugerninger bag min ryg. Så vi står der igen. Det giver mening at beskrive det som om det ikke er mig der gør det. Men det er også potentielt farligt, fordi jeg så er mindre tilbøjelig til at tage ansvar for det. Jeg bebrejder bare mig selv så hårdt at jeg gentagne gange sårer, beskylder, lyver, fordrejer, ikke tror på, angriber og går i forsvar inden der overhovedet er kommet antydningen af hvad der kunne ligne et angreb. Jeg hader mig selv for det, men jeg hader åbenbart ikke mig selv nok til at gøre noget ved det. Derfor er billedet med den onde tvilling skånende og godt.
Men på den anden side så er det lige præcis det, der er problemet. At jeg altid går i forsvarsposition. Jeg er altid klar til at kæmpe, til at bide, kradse og gå til angreb verbalt. Det har mange mange mange år med min far med mange mange mange lignende situationer lært mig, men hvor det var ham der var en tyran og mig der var et lille barn, der blev angrebet og altid skulle være på vagt og i forsvarsposition, fordi jeg aldrig vidste hvornår næste slag skulle slås. Det stikker så usvigeligt dybt. Hvis det er et ord. Jo, det siger Nudansk Ordbog at det er. Men altså det stikker dybt. Så dybt at jeg hele tiden tvivler på, hvor meget jeg kan ændre det. Jeg fik det jo praktisk talt ind med modermælken, blev knækket før jeg overhovedet var bygget op. Det er på linje med INSTINKTER for mig. Bliver du bange hvis du står på et højt bjerg helt ude ved kanten og for et øjeblik mister balancen. Ja, for fanden. Det er slet ikke noget du har kontrol over, frygten er urinstinktets dybeste og mest grundlæggende, og har tilhørt menneske i millioner af år. Bliver du bange hvis du hører en løve brøle i buskadset ved siden af dig, ja for fanden. Det er heller ikke op til dig om du vil det eller ej. Forsvarer du dig hvis du bliver angrebet eller fornemmer et angreb komme fra en verbalt eller fysisk? Ja. Og det er så der min opvækst træder ind i billedet og hvad det har givet mig af instinkter. For det er mit instinkt der siger mig at jeg skal give igen, jeg skal sætte mig til modværge, jeg skal vinde, jeg skal ikke vige og vise svaghed, jeg skal argumentere stærkt og ikke vise medfølelse eller give mig, jeg skal kæmpe med næb og klør for det sænkende skib, ingen skal få mig ned. Indtil stormen stilner og jeg godt kan se at jeg har forsvaret mig imod en der elsker mig. Ligesom min far også supposedly elskede mig, dem der elsker en vil en det ondt. Det er det jeg har lært, og jeg kan se at det er den viden der gør at jeg agerer som jeg gør. Men jeg kan ikke se hvordan jeg skal aflære så mange års opbygget forsvar. For det er et forsvar og et værn imod at blive såret, det er designet til at beskytte mig, men nu er mit skjold blevet en destruktiv kraft jeg ikke længere har kontrol over. It served its purpose for a while, but now it has become a problem in itself. Hvordan vender jeg skuden, så den ikke blot har kursen sat mod afgrunden, hvor fortidens dæmoner hersker angst er et livsvilkår.
Han har tilgivet mig igen, for denne gang. Men jeg kan ikke lade være med i mit stille sind at tænke på, hvornår vi står her igen. Stormen er stilnet og alt ånder fred og ro, men indeni mig sniger der sig en skygge for solen og jeg ængstes over min egen selvdestruktive, stolte forsvarsmekanisme, der ikke er til at tøjle eller ridde til, i hvert fald føles det ikke som om det er mig der styrer særligt længe ad gangen. Fortidens ugerninger kan ikke gøres om, men kan jeg lære af mine fejl og gøre et ærligt forsøg på at ændre mig for fremtiden? Det må jeg lade stå uvist og glide ud i æteren, og give mig selv lidt fred, for nu...