Today everything went grey // History

Det er ikke en metafor. Alt blev gråt af tåge idag. Og sneen blev liggende på vejene mens et tæppe af dis og regn smøg sig om alt. Vejret var koldt og fugtigt. Den værste kombination. Nå ja, man kan ikke få det hele. Til gengæld ringede min mor og inviterede mig i biografen. Den nye Klovn film, som var forfriskende morsom. Faktisk både sød og åndssvag og skæg og hyggelig og plat og sjofel og komisk. Den underholdt mig glimrende i 1 1/2 time. Og gjorde mig i helt godt humør.
Sms lige sendt til Thomas: ''Fik du læst godt idag? Jeg savner dig... Jeg føler mig ret chubby for tiden. Sys alt mit tøj strammer... Og at jeg buler ud alle de forkerte steder. Og så er jeg bare ret ensom og mæt... Sidder og ser ngoet dødssygt TV med min mormor. Er bange for at blive endnu tykkere. For at intet lykkes for mig nogensinde...'' Så idag er med andre ord en dag i spiseforstyrrelsens tegn. I nogen grad i hvert fald. En del. Måske er det også fordi jeg kæmper imod. Fordi jeg ikke tør lade følelsen af tung tristhed og tykhed indfalde sig. Måske hvis jeg bare gav slip og gav op. Gav mig hen. Surrendered. I stedet forsøger jeg desperat at se om jeg ikke i det mindste kan kontrollere mit indtag af kalorier. Nå, mormor havde lavet god mad. Så det gik heller ikke rigtig. Slikket, nå nej der var de bolsjer jeg spiste. Og lakridserne. Og så har jeg tilmed luft i maven, ikke just noget der hjælper på min følelse af at være attraktiv og attråværdig.
Bukserne strammer - bukser jeg har haft i mange mange år, og som har skiftevis strammet og hængt på mig. Og nu strammer de så - igen. Bevares, de har strammet mere. Men de har ved Gud også siddet løsere. Hey, jeg kan vist have en lidt ironisk distance til det. Who would have known...
Udseende er noget mærkeligt noget. Eller måske rettere sagt at det skal betyde så meget for mig er noget mærkeligt noget. Det føles ubehageligt tilfældigt. Hvorfor lige mig - jeg kunne have været blevet ramt af hvad det skulle være. Depressioner - rent, og ikke bare som et biprodukt til spiseforstyrrelserne. Ja, for som en sidebemærkning så er bulimi jo ikke den eneste spiseforstyrrelse jeg har fejlet. Det startede som overspisning og mundede ud i anoreksi og er nu overvejende bulimisk. Men min BMI har da været nede på de 17, det har den da. Men som sagt jeg kunne have fejlet hvad det skulle være. Tænk hvis jeg som et resultat af nedtrykthed havde mistet appetitten. Det havde været fuldstændig vidunderligt. My prayers would have been heard. Not. But still, what a curse this cursed eating disorder is. Alle de ÅR den har misbrugt. Slugt, fordærvet, fortæret, ædt og brækket op igen. Jeg kunne have været barn. Jeg kunne have været teenager. But no, I was busy eating, not eating, feeding, denying, restricting, binge-eating, compulsively exercising, thinking about eating, thinking about not eating, hating myself for having eaten, looking in the mirror, hating the mirror, thinking about my weight, loathing my weight, perceiving only fat, despising myself for my weakness disguised as body mass... Åha... Dets sprog er ikke mit modersmål, til det er det for sårbart. Ja. Jeg kan skære tættere ind til benet med engelsk. Nogle gange.
Men der er selvfølgelig ikke noget der kan gøre en så trist og tung om hjertet som at tænke på ens fortrydelser, bedrøvelser og mørke stunder. De har desværre bare fyldt så meget. Der er stadig et stort hul. Jeg skriver de samme ting, som jeg gjorde for 4, 5, 6, 7 år siden. Måske kommer jeg aldrig over det. Måske er det et valg man træffer - vil jeg lade det fylde eller vælger jeg at lægge det bag mig. Hvordan vender man det til noget positivt? Hvad tager man med sig efter så mange - og så mange vigtige - år med sygdom? Det er hele min ungdom der er gået med selvhad, selvværd i minus, kropshad og selvskade. Fysisk og psykisk. Hvordan rejser man sig fra asken?
For fem år siden skrev jeg på min højskole et vejrs til en sang der løs: ''Før eller siden vil det ske / skal engang du atter fødes / ud af smertens aske / som en føniks / stolt sig genoprejser fra bålet / stærkere end før / rejser du dig / går på gløder / livets ild har skabt dig (min ven)''... Smukt og jeg er til den dag idag stolt af og kan stå 100% inde for hvert et ord, men har jeg efterlevet dem? Da jeg skrev dem havde jeg allerede de værste år bag mig, men det er fem hele år siden. Er jeg nået et skridt længere...?
Jo, det er jeg. Men har jeg vendt lidelseshistorien til noget godt? Eller kan intet meningsfyldt presses ud af sort slam, er det blot endnu en påmindelse om at livet et meningsløst og det ikke hjælper et hak at prøve at skabe mening i galskaben. Skal man bare lukke døren og smide nøglen væk? Kan man overhovedet lukke døren uden samtidig også at lukke for en del af sig selv?
Jeg er noget et vist stykke med at lægge noget fra mig. Min far, ham er jeg nået et godt stykke i at rykke langt ned på listen over ting, der går mig på. Things that make me care. I can't care. Not anymore. Jeg har tænkt med fortrydelse på ham og det faktum at jeg aldrig fik en ordentlig far, en far der var i stand til at elske og vise kærlighed, give og modtage, jeg har ikke længere - at least I like to tell myself - ondt af mig selv, fordi jeg ikke fik de essentielle næringsstoffer. Ja, mit billedsprog er fyldt med krop/mad metaforer. Måske intentionelt. Måske ikke. Måske giver alting bare mening på et højere metafysisk plan. Selvom det er så ulideligt fysisk, konkret og ubarmhjertigt banalt. En pige der ikke blev elsket. Der følte et tomrum. Som hun fyldte ud med det nærmeste, hun fandt da hun rakte ud efter noget - mad. Ja. Så simpelt kan det vel siges.
Men som sagt, så føler jeg at jeg et eller andet sted har sluttet fred med det faktum at min far ikke var den jeg skulle have. Jeg har min mors ekskæreste. Som er barnløs. Og jeg har ikke set eller snakket med min far i to år, lige om lidt. Hans er fantastisk sød. Han mangler noget frygteligt vigtigt - og det er, at han ikke er og aldrig kan blive min far. Men så igen - blod. Hvad er blod. Historien man har sammen - ja, men fremtiden er din, og vores og vi har stadig mange år vi kan skabe og gøre til vores. Vores tid sammen, vores oplevelser, vores tid, vores samtaler, vores smil, vores veje. Måske skal man bare være lidt mere åben og kreativ i sin tilgang til denne her tilværelse. Vi har de kort på hånden, der blev givet ud. Men dem vi så tager op fra bunken - det er da kun os selv der bestemmer om vi beholder dem eller ej. Eller spiller dem videre uden at tænke nærmere på det. For som jeg efterhånden er nået til så er det ikke min far jeg mangler - det er en far. For big daddy was no daddy. He was a funny, and at times very angry uncle at most. Og det er bare ikke godt nok. Jeg er voksen nu, og kan selv vælge. Meget får vi at bære som vores lod, men meget kan vi selv vælge om vi vil kaste af os, eller slæbe rundt på til evig tid. Og jeg traf et valg med hensyn til ham. He was disposable. Deadweight. Og jeg har det egentlig helt okay med det. Tror jeg nok.
Jeg har efterhånden også accepteret at jeg har en spiseforstyrrelse. At det så lige var bulimi pilen faldt på - det kan jeg have det meget svært ved. Det er en sygdom fyldt med skam - in fact shame is a very common biproduct. Jeg ville ønske at min svaghed ikke var så tydeligt til stede i mit kød. In the flesh. I carry it with me like a tattoo. Branded. Ja, med til historien hører at jeg rent faktisk er normalvægtig - med en BMI på perfekte 21. Men jeg føler konstant at jeg fejler, falder i, og er mere eller mindre altid bange for at tage på. Det er den evigt altoverskyggende frygt jeg lider med. Af. På. For. Under. Ved. The fear of the flesh. The fear of the flesh as a proof of my weakness. The fear of the weakness of the flesh. Anoreksi er også skamfuldt. Men de er stadig de ukronede dronninger af spiseforstyrrelsernes tvivlsomme rige. Vi andre spiser. Vi åbner munden, tygger og sluger. Mærker mætheden. Oppustetheden. Kontroltabet. De lukker. Er hule, tomme og sultne. De sygner hen og alle ser dem som ofre. Stærke, lidende væsener, asketiske, sfæriske. De flyver rundt under loftet, mens vi andre ligger og lider i skidtet. På jorden, i lortet. Ofre for vores egen svaghed. Vi kan ikke engang lade være med bare at æde. De har kontrollen. Misundelsesværdig eller ej. They win, we lose. They lose, we gain. Smerten er den samme. Vi er ligeså meget ofre som de er. De lader sig tydeligere se. Folk har tendens til at have ondt af dem - vi er jo helt sunde og normalvægtige. Ja, eller overvægtige. De er alfeagtige væsener ligesom dem vi ser til Oscaruddelingerne, i bladene, på podierne. They win, we lose...
Udseende er noget mærkeligt noget. Jeg har lige fået lavet en ny piercing. Jeg har allerede to i ansigtet - en labret sort kugle midt under underlæben, en sort ring i næsen og nu også en madonna med sort kugle. Så har jeg tre tatoveringer, en puslespilsbrik bag venstre øre, en nodelinje med Björk's ''All is full of love'', omkvædet, på højre arm. Og så ''ba gua'', en udvidelse af Yin og Yang symbolet på venstre arm. Og jeg har planer om en til, eller et par mere. Bl.a. D.H. Lawrence's digt ''Self-pity'' på venstre arm. For at minde mig om ikke at have ondt af mig selv og indtræde i offerrollen når jeg har det skidt. Ja og så ville jeg gerne have en kinesisk lykkekat et eller andet sted. Fordi jeg elsker katte - har selv to - og Kina. Og måske nogle blommeblomstergrene på ryggen. Eller en svane. En stor smuk svane, der folder sine vinger ud og stråler af styrke og skønhed. Som har været en grim ælling og gået igennem så grueligt meget, før den udfoldede og erkendte sin egen skønhed. Because I would like that to be me.
Men altså jeg har lige fået lavet en ny piercing. Og så har jeg også altid været sådan en der ændrede mit hår hvert halve år. Jeg har været blond, sorthåret, haft rødt, lilla, pink, orange, lyserød, aubergine, kastanjebrun og kommunefarvet. Lige nu er det mørkebrunt og jeg ville gerne være sort igen. Jeg har også denne kæmpe fascination af Lisbeth Salander, heltinden i Stieg Larsson triologien. Hun repræsenterer for mig alt det jeg gerne ville være. Tynd, mørk, mystisk, lever for sig selv, intelligent, nørdet, sej, selvstændig, minus selvmedlidende, dedikeret, overnaturlig. 100% ikke noget hun kunne forestille sig andre gerne ville have. Hun er hvad hun er og det er hvad hun er. Jeg elsker hende. Og i disse mørke måneder mens sneen og kulden skræmmer mig indendøre selvom jeg hellere ville kunne gå lange ture udendørs til efter kl 16, når alt er gråt og trist, så får jeg altid mere lyst til at gå i sort og mørkt tøj. Matche mit indre med mit ydre. Og derfor farve håret sort, få tatoveringer og piercinger. Se lidt hård og utilnærmelig ud. Fordi det er sådan jeg føler mig. Trist og ensom og distanceret fra hele verden, der bare fortsætter uforstyrret når hele min verden vender. Jeg forsvinder langsomt og har brug for at hænge mig selv op på nogle ting. Jeg er ingen vegne, så jeg har behov for at se mig selv være noget i kraft af noget - piercinger. Sort hår. Jeg må ændre mit udseende til det passer. Jeg er ude af stand til at forandre min indre tilstand så jeg ændrer mit udseende. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er blot, at jeg får en ustyrlig trang til at se anderledes ud, desto mere anderledes og væk fra mig selv jeg føler mig. Gråheden gennemtrænger alt og spiseforstyrrelsen siver ind ad bagdøren og melder sig lydløst på banen. Min fortid er sort og nutiden er tåget. Bliver mon fremtiden lys? Lad dette være et spædt håb formuleret i en mørk stund. En lille bøn. Til hvem end der må høre den. Om at livet viser sig fra sin smukkere vinkel i årene der kommer...