Udflugter

Så sov man igen for længe. Intentionerne er egl. gode nok, jeg sætter uret. Men så alligevel er det for nærliggende at trykke på snoozeknappen. Jeg var faktisk inviteret til bryllup idag. Jeg skulle have haft forårsruller med, som jeg først skulle ned og købe inden jeg skulle være fin og klar til ceremonien kl 12. Jeg sov det væk. Magtede det ikke, valgte bare at skride fra det hele og flygte ind i drømmeland. Min krop føltes tung og træt og inde i mit hovede gennemgik jeg alt det jeg skulle inden jeg skulle være der. Jeg skulle stå op, for det første. Så skulle jeg gå i bad. Eller det vil sige stå nøgen foran bruseren og først tænde, føle det kolde sprøjt af endnu ikke varmt vand, og frysende vente på at det skulle blive varmt. Så skulle jeg vaske mig, for til sidst at slukke for vandet og fryse igen. Så skulle jeg tørre mig, komme to forskellige slags cremer i ansigtet, og derefter skrabe væggene og gulvet fri af vand. Så skulle jeg ind og tage stilling til hvilket tøj jeg magtede at have på uden at måtte række ud efter joggingbukserne og sweatshirten. Så skulle deodorant på, derefter strømper, bukser, og en fin bluse. Hvilken bluse? Så skulle jeg ud i køkkenet, koge vand og mens jeg ventede på at vandet kogte, kede mig. Derefter lave kaffe. Drikke det mens det endnu var for varmt. Så skulle jeg have noget at spise uden at komme til at spise for meget. Prøve at mærke hvornår jeg var mæt og reagere på det. Så ville jeg skulle børste tænder og dernæst have sko på, overtøj og tage en plastikpose med og min pung i lommen. Nøglerne frem og nedad bagtrappen med skraldet. Så skulle jeg gå ned til Superbedst, gå derind og hen til køledisken, finde forårsrullerne og derefter med bekymring regne ud hvor meget det ville komme til at koste. Og i mit stille sind ærgre mig over at skulle betale overpris for noget skod friture mad. Så ville jeg skulle hjem med det, og op ad trapperne, ind igen og så finde ud af hvad jeg skulle have med. Pakke mine ting i tasken og derefter ud i kulden igen, ned til bussen og vente. Stige på bussen når den langt om længe ankom, og ærgre mig over at skulle betale 13,5 kr. for så kort en tur. Dernæst stå af bussen, fryse igen, gå ned imod stedet og nervøst overveje hvor man mon kom ind. Jeg ville ankomme og måske efter nogen omveje finde indgangen og dernæst træde ind i et rum uden nogen kendte ansigter. Jeg ville stå og føle mig akavet og i stilhed overveje hvorfor jeg mon var der, og forsøge at få tiden til at gå. Ceremonien ville gå i gang og jeg ville uden tvivl nyde den, men også kede mig lidt ved tanken om prædiken, ventetid og bagefter når det hele var slut ville der igen være snakketid og jeg ville stå alene og overveje hvordan jeg mon slap væk... Alt det magtede jeg ikke, mens jeg lå i min seng, varm, tung og med øjenlåg så tunge som bly, træt og med en snoozeknap lige ved hånden, samt en samvittighed der fortalte mig at det hele var lige meget. At jeg ligeså godt kunne sove det væk, at det ikke var det værd, at det var for besværligt, for ubekvemt og i en hver henseende for meget.
Så jeg vågnede først kl. 13.30 da min mor ringede for at fortælle hvor dejligt vejret var og minde mig om at nyde det. Hun gennemskuede at jeg stadig lå i min seng, og jeg skammede mig over ikke at kunne afvise det. Det var ikke just noget jeg var stolt af. Så jeg stod op og prøvede ikke at lade det gå mig for meget på at jeg havde brændt min veninde af til hendes bryllup og derudover havde sovet til kl. over et. Jeg magtede ikke at gå i bad og vaskede mig ikke engang i ansigtet, smed bare noget tøj på og gik ud for at få mig noget mad. Jeg spiste mig mæt i A38 med fiber flakes og rosiner og sad lidt på internettet mens jeg drak min kaffe og te.
Gik ud kl. tre og gik mig en laaang tur. Først ned til Østerport, så ud på Indiakaj, derefter ned forbi Teaterhuset, op til Rådhuspladsen, ned forbi Søpavillonen, ned til Trianglen, og hjem...
Jeg har mødtes med en veninde her til aften. Min kæreste var ude, så vi var alene og sad og snakkede. Mens vi hørte Norah Jones, Alicia Keys og Trentemøller. Hun fortalte om sit nye studieliv i Tyskland og vi hyggesnakkede frem og tilbage. Det var rart til afveksling ikke at tilbringe aftenen alene eller med Thomas. Udveksle information, gode historier. Fundere over andre ting end normalt, nyde hinandens selskab. Jeg skrev en mail til bruden her til aften og undskyldte. Prøvede at være så ærlig som mulig, men ikke ærlig nok. Ærlig uden at indrømme helt hvor kujonagtig jeg havde undgået vanskelighederne ved at deltage. Jeg kom til at spise lidt for meget chokolade og kiks efter hun var gået. Men udover det var det en ok dag. Selvom jeg ikke havde så god en smag i munden...