Ærlighed // Skam

Jeg troede i mange år, at jeg var ærlig. Jeg gik og var så åben og så ærlig. Når folk spurgte hvordan det gik, svarede jeg aldrig fint. Det var altid, ''jo tak, op og ned'', ''det er lidt hårdt lige for tiden'', ''jeg kæmper med at lave nogle ændringer''. Mens dette i virkeligheden var en fantastisk mekanisme, hvis formål var at holde folk hen, give mig selv og dem illusionen om ærlighed og åbenhed, mig selv ikke mindst. For så behøvede de jo ikke spørge mere, så havde jeg jo selv været så dygtig til at være åben omkring min lidelse. Yeah right. For når jeg sagde ''kæmper'' så var det i virkeligheden ensbetydende med ''går stadig og gør de samme gamle ting, spiseforstyrrelsen lever i bedste velgående, og jeg kæmper med at opretholde en lav vægt, motionere, kontrollere mit indtag af mad og hade mig selv og min krop''. For jeg foretog reelt ingen ændringer, det var et skuespil, en løgn jeg fortalte mig selv, mest af alle. Ingen ANEDE hvor slemt jeg havde det, for på overfladen var jeg jo så ''calm and collected'', havde så fin indsigt i min egen lidelse, som jeg kunne præsentere, det uhyggelige og sørgelige var bare at jeg samtidig som jeg kunne se alt der var galt, var komplet handlingslammet og ude af stand til at foretage de nødvendige ændringer eller overhovedet se hvordan det skulle kunne lade sig gøre for mig at blive symptomfri. Så jeg ''kæmpede'' videre, men der skete ikke en skid, min vægt galloperede op og ned, psykisk var det en ligeså voldsom rutsjebanetur og følelsesmæssigt var jeg så alene, så ensom og mutters alene inde bag den velovervejede, indsigtsfulde facade. Min kunstige ærlighed og falske indsigt var et skalkeskjul, et værn mod at gøre noget som helst og se sandheden i øjnene. Den frygtelige sandhed om hvor lille og svag jeg følte mig, og hvor meget jeg skammede mig over det jeg ikke kunne holde mig fra at gøre. Spise eller ikke spise, motionere eller tage på i vægt. Havde jeg virkelig været ærlig, havde jeg berettet om ukuelig spisetrang, ensomme gåture, selvhad, håbløshed, magtesløshed, depressive tanker, meningsløshed, tvangsritualer, isolation, og en stærk og magtfuld spiseforstyrrelse indeni mig, der havde overtaget kontrollen over mig fuldstændig. Det var hende der holdt mig gidsel i det limbo, og samtidig som en dukkefører fik mig til at opføre det geniale skuespil for omverdenen, vise mig selv som selvstændig og ''i gang med at få det bedre'' hvilket kun var en måde at afvæbne folk og få dem til at holde sig en meter væk fra mig hele tiden. De behøvede jo ikke at konfrontere mig med noget jeg allerede vidste eller hjælpe mig med noget jeg havde styr på og allerede var godt i gang med. Inde bag det stærke ydre krakelerede alt, fundamentet var pilråddent og smuldrede langsomt under mig. Men jeg smilede og var en dygtig pige. En stærk og dygtig pige der var på vej mod bedre tider. Mens jeg blot gravede mig selv længere og længere ned uden noget anede noget om det. Jeg havde lyst til at skrige om hjælp men kunne ikke, skammen og skylden var for stor til at åbne op for posen, lade lyset ind og dæmonerne ud. Det er stadig svært for mig at fortælle alt, noget må man selvfølgelig gerne beholde for sig selv, men det er alle de små, tilsyneladende trivielle detaljer der gør mest ondt at stille frem til skue. Rastløsheden, spisetrangen der konstant plager mig, når andre tænker store tanker eller læser store ord, så sidder der en lille dæmon på min skulder og spørger mig om jeg ikke er sulten eller om jeg ikke spiste for meget lige før... Og jeg lader den få taletid, det er næsten det værste at jeg ikke føler mig stærk nok til at bede den om at skride ad helvede til. Når andre har sex med deres kæreste, så hader jeg min krop og føler mig tyk og oppustet. Når andre løber en tur, så går jeg i timevis, eller overbeviser mig selv om at jeg burde, men magter det ikke. Jeg har svært ved at bryde mønstret, men det er rart endelig at få det ud. For det er en sygdom der trives i det skjulte, jo mere alenetid man har med stemmen, desto mere magt får den, desto mindre andre ved om dens natur, desto bedre trives den. Den snylter på dårligt selvværd, den næres ved ensomhed og hælder konstant salt i skammens åbne sår. Det er det ingen forstår, hvor skamfuldt det her er at leve med. Fordi de ikke forstår, hvordan man ikke engang kan finde ud af at spise. Men nu er jeg efterhånden kommet til den konklusion at det er bedst at lukke posen op, og at det i sidste ende føles bedre at give en stor fuckfinger til spiseforstyrrelsne ved at afsløre den og dens gemene metoder, i stedet for i dens ånd at blive ved med bare at bebrejde sig selv for den, men udstille den og sige til omverdenen ''se hvor lille og latterlig og ligedyldig og ussel den er''. Lade dem se kampen, se småligheden, grådigheden, fejheden, tyranniet. Så dette er mit testamente til at begynde at være 100% ærlig, og ikke lade skammens onde tunge æde mig op...!