Træder vande // Symptom of my Time

En kæmpe tanker glider forbi, lydløst, stille. En massiv kæmpe på tusindvis af ton flyder ubesværet forbi som på skinner. Why can't it be me? Hver gang jeg synes det lige kører, så sker der et eller andet og jeg synker i. Min bagende bliver pludselig tung og jeg begynder at tage vand ind, så jeg må sætte alt i bero og koncentrere mig om at forblive flydende. Nogle gange kan det føles som om jeg i ugevis intet andet foretager mig end at udøve damage control, jeg øser vand ud med en spand, men jo mere jeg øser, desto mere fosser det bare ind. Og så lige pludselig så lukkes hullet mirakuløst, eller også forbliver det åbent, men vandet ophører blot med at komme, jeg ved det ikke, det hele føles så tilfældigt, en hjerteskærende sønderrivende randomitet, der entet sender mig i himlen eller helvede. Eller måske bare tillader mig at hvile et sted imellem for en stund...
Nuvel, enough with the metaphores. Jeg havde det virkelig skidt igår, og det gik op for mig hvorfor, i hvert fald til en vis grad. Det går altid galt når jeg i lang tid ikke har villet indse eller indrømme overfor mig selv, at jeg har det skidt. Men det værste er nok, når jeg ubevidst hele tiden bebrejder mig selv for at det går skidt. Når jeg først bliver opmærksom på det, så kan jeg godt se at det er det jeg gør. Stemmen, der hele tiden fortæller mig, at jeg burde kunne gøre alting anderledes og bedre og mere optimalt, jeg burde se flere venner, jeg burde åbne mig noget mere for dem i stedet for at være så lukket og ensom hele tiden, jeg burde spise mindre, motionere mere, jeg burde læse bøger og blive klogere, interessere mig brændende for ting, jeg burde have mere arbejde, tjene flere penge, bruge færre, jeg burde have mere styr på min døgnrytme, ikke sove så længe og så mange timer, jeg burde foretage mig interessante og berigende ting, jeg burde læse mere kinesisk, jeg burde se flere intellektuelle film, jeg burde elske mere med min kæreste, jeg burde tage mig sammen til at gå i noget pænere tøj og ikke finde makeup meningsløst, jeg burde foretage mig nye og spændende ting, jeg burde se slank og rigtig ud, jeg burde gå i fitness centeret, jeg burde lave mad udover salat og pasta, jeg burde turde noget mere, jeg burde burde burde... Når først jeg bliver opmærksom på den stemme og hvor utroligt kraftig den er, og hvor meget taletid jeg giver den, så kan jeg snildt forstå, hvorfor jeg har det skidt. For ikke nok med at jeg har det skidt, så har jeg det også skidt over at jeg ikke bare kunne have det godt, og ikke nok med at jeg burde have det godt, jeg burde også have et overskud til en masse mere end nok. Det er bare aldrig godt nok til stemmen derinde. Pulverheksen, Narnia isheksen, der styrer alt, dømmer, fordømmer, eksekverer, udøver magt og vold med hjerteløs kulde og afstumpethed. Og det værste er, at jeg lytter til hende. Jeg lader hende hviske mig i øret HELE tiden, hvad jeg skulle have gjort, hvad jeg ikke duede til at gøre, og hvor elendig jeg i det hele taget er til alting.
Jeg skal anerkende mine sejre, jeg skal se dem og skrive dem ned, for ellers er det kun hendes stemme der runger i min tomme katedral, og giver ekko i tusind glassale, til jeg ikke længere kan kende forskel på hendes og min stemme, og de smelter sammen til en hadefuld røst, der blot bringer mig længere og længere ned i dyndet. Men jeg glemmer mine sejre. Og lader hende løbe af med den...
Selv mens jeg skriver dette med selvindsigt og store ord, er hun der og siger til mig at jeg ikke er god nok. Intet er nogensinde godt nok. Jeg ved hvor perfektionistisk jeg er. Eller hun, for det giver mening at skille de to stemmer ad. Jeg føler ikke at hun er mig. Jeg er ikke skizofren, så meget ved jeg, men det tangerer når der er to stemmer i mit hovede i dialog, til tider voldsom, når jeg prøver at sige hende imod. Men bagdøren, altid bagdøren.
Jeg kan nok ikke lukke kæften på hende, men hvordan accepterer jeg at hun er der? Jeg føler tit at jeg aldrig bliver rask, fordi det er en forudsætning for mit velbefindede at jeg slipper af med hende, og det kan jeg ikke tro på, at jeg kan. Fordi hun har været en del af mit liv og mit sind så længe jeg - næsten - kan huske. I hvert fald 11-12-13 år...
Så når alle står på ydersiden og siger ''selvfølgelig skal du nok blive rask, Mette'', så har jeg ærligt talt kun skepsis til overs for dem, og føler virkelig ikke at det forstår HVOR slemt det er og har været. Er det bare mig, der ikke tør tro på det? Sker det først den dag jeg vil det skal ske? Hvor meget magt har jeg egentlig over det, for det føles ikke som om det er mig der styrer, det gør det virkelig ikke... :-( Jeg gider ikke at være et offer eller snakke til andre som om jeg er det. ''Åh, jeg er magtesløs overfor denne dæmon, jeg slipper aldrig af med hende, jeg får det aldrig bedre''. Jeg ved godt at den sang ikke hjælper, men nogle gange har jeg bare brug for at blive mødt med lidt medlidenhed. Så skal jeg nok kæmpe videre bagefter, men lige der, når jeg beder om det, så har jeg brug for at få et kram i stedet for et ''op på hesten igen''.
Jeg var helt ude af den i nat, og snakkede med Thomas i telefonen, og det var det han gjorde, hvilket egl. skuffede mig ret meget, da jeg havde sådan brug for medlidenhed i stedet for hårdnakket ''stop whyning''. Men det kunne jeg bare ikke trænge igennem med og jeg forstår det jo også godt fra hans synspunkt, men jeg kan ikke altid være stærk. Sometimes I JUST need a shoulder to cry on.
Han havde dog ret i en meget vigtig ting, og det er at jeg har forsømt mekanisk spisning på det sidste. Et redskab jeg har lært i terapi, at spise mekanisk, hver tredje time, tre måltider, tre mellemmåltider, og dermed ingen diskussion med spiseforstyrrelsen om jeg nu skulle spise det eller lade være, eller det eller det eller det eller lade være. Mekanisk lig med uden overvejelser lig med ingen spiseforstyrrelse med på råd. Og det har jeg forsømt, mest fordi jeg har haft så ulidelig en spisetrang at jeg har følt at jeg måtte holde igen hele tiden for ikke at det hele skulle løbe helt af sporet. Jeg har simpelthen ikke tilladt mig selv de måltider jeg skulle have og derfor er det gået helt galt. Så er jeg gået direkte i fælden, som jeg prøvede at undgå, nemlig den konstante snacken... LIMBO as I know it... Jeg har bare mega svært ved at tillade mig selv at spise når jeg føler mig alt for tyk. Og så ender det tit med at jeg spiser mere. How stupid it all is. Nonsense indeed.
Men altså jeg tror at mit værn imod hende må være, at jeg nu VED at hun er der. Lige nu skal jeg virkelig sige ''ja, jeg ved at jeg spiser lige nu, og NEJ jeg er ikke fed og JA, jeg må gerne spise, for det skal jeg og NEJ jeg bør ikke hele tiden gøre alting bedre, for jeg ER god nok, og jeg fortjener at leve og spise og sidde ned og slappe af og være menneske(lig)''...
Det er så desværre ikke lige den bedste kultur jeg er havnet i. Til mit sind. For ikke nok med at jeg skal kæmpe med den grumme heks inde i mit eget hovede, så er det hun siger tilmed bakket op af samtlige dameblade og medier generelt. Perfect is the object of desire and we are told it IS possible to achieve. Pefekt krop, job, mand, børn, fritid, sundhed, tøj, bolig, livsstil etc. Det er fandeme svært at stå op imod. Jeg er ikke nogen Bridget Jones, men jeg er ved gud heller ikke nogen supermodellignende, smartklædt supermom workaholic younameit. Og mit problem er nok at jeg ikke kan tillade mig selv at give op overfor at blive det.
Stakkels os piger der bliver tvangsfodret PERFEKT illusionen fra vi kan kravle og sige lyde. Vi ser den alle vegne og hvad er mere nærliggende end at tænke ''nåh, er det SÅDAN man skal se ud/gøre for at være ok og blive accepteret?''. For vi vil jo allesammen gerne accepteres og til en vis grad passe ind. Jeg er vred på min generations kvinder og generationen før og den kommendes vegne. Også på mændenes. Vi bliver kun ulykkelige af at opretholde den illusion. Så hvorfor er det vi gør det? Kapitalismen og den frie markedsøkonomi? Er det basalt set markedskræfternes interesse at holde os ulykkelige så de kan sælge os produkter der vil gøre os gladere/smartere/slankere etc? Hvis vi accepterede os selv som vi var ville vi ikke have brug for alle de slikkepinde. Nonsense. Because nonsense it all is. Det er reklamer og kapital der styrer vores vestlige verden. Hvorfor bliver skuespillerne tyndere og tyndere? Fordi ellers får de ikke rollerne. Idealet bliver mere og mere uopnåeligt og vi bliver i takt med mere og mere ulykkelige. Hvornår springer boblen? Når kapitalismen fejler eller når vi laver en menneskeligheds-revolution. Hvem er det lige der skal tage initiativ til den? Vi er alle så pisseræde for at indrømme at vi bare er kød og blod, at vi fejler, fejler og atter fejler og at det er godt nok. Vi er så bange for drengen der råber ''han har jo ikke noget tøj på'', for det har vi jo satset alle pengene på. Når vi i stedet for kunne have været lykkelige...
Jeg er bange for at det er en revolution der skal ske i det individuelle før det kollektive sind. Jeg kan ikke andet end at starte med mit eget. Jeg må først lægge mit behov for at blive beundret på hylden. Dernæst finde ud af hvad mine værdier og mål her i livet egentlig er. Turde spørge mig selv hvad det er jeg gerne vil have skal give mening. Vil jeg gerne ligge på mit dødsleje engang og tænke ''ja, men jeg havde sgu fandeme en perfekt tonet krop, min bolig var altid moderne og ren og pæn, mit tøj blev skiftet ud hver sæson, min karriere var fremragende, min mand så godt ud og mine børn blev jurister''... Eller vil jeg heller have ting som venskab, loyalitet, menneskelighed, kærlighed, fællesskab, humor, liv og glæde til at fylde...
Jeg ved godt hvad jeg burde vælge. Det er bare så forbandet svært. Jeg skrev engang en novelle om en kvinde der stillede sig op på en stol og råbte til folk at vi snart allesammen ville drukne. Men alle så blot på hende som om hun var sindssyg, og gik videre. Har jeg lyst til at være den ensomme pioner? Har jeg noget valg? Jeg tror jeg starter med isheksen. Hun skal lige sættes godt og grundigt på plads. Så redder vi verden senere. Jeg ville elske at redde verden og starte en antiperfektionistisk blog. Men så er jeg bare bange for at jeg ville ende med at blive beundret og anerkendt, ligesom en hipsterhader der selv ender med at blive hipster. Let's forget about the praise, the fame, the honour and the glory. Let's just be human for a while. Jeg er bare et symptom of my time. Men så må jeg jo tage den derfra...