Sitting in my room

Jeg kan ikke skrive lige nu. Det er som om det gør ondt at skrive. Måske fordi det minder mig om at jeg ikke er til stede. At jeg er alene i det her tomme værelse. At jeg er ensom. At jeg har sådan en underlig tyngde i brystet. At jeg er træt af navlepillende selvransagende sagesløse skriverier der ikke fører nogen vegne eller finder nogen steder hen end rundt i ring.
Vi har endelig fundet hinanden igen. Og idag sagde jeg rent faktisk undskyld for noget dumt jeg havde gjort lige med det samme jeg havde gjort det. Vi skulle ikke igennem timelange skænderier før jeg indrømmede, opgav min hårdnakkede stolthed og kapitulerede. Jeg lagde mig med det samme i støvet og sagde undskyld. Og det var et stort skridt i den rigtige retning. For vi har virkelig været nær afgrunden også i denne weekend et par gange pga. min manglende evne til at sige undskyld og ikke mindst nære tillid til Thomas. Han skal virkelig døje med meget møg fra min side. Meget der skyldes fortidens dårlige erfaringer og ikke hans nutidige handlinger. Det er noget crap. Det er virkelig ikke godt. Og det er kun mig der kan redde den synkende skude.
Men jeg kan kun tage et skridt ad gangen og lige nu - lige NU - går det godt, rigtig godt. Så det kan jeg vel forsøge at holde fast i i stedet for at frygte at det skal gå galt igen og vi skal fare vild i mistillid og spøgelser igen.
Den her følelse i maven - er det sult? Er det tristhed? Er det rastløshed? Er det angst? Er det stress? Er det mæthed? Er det spændinger? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er åååh lige nu med hensyn til min krop. Den skal bare gå væk lige nu. Jeg skal ikke trøste mig selv med mad. Men jeg skal heller ikke have den her knugende rastløshed i maven og ryggen. Åh. Uh. Gå væk...