Rammstein og Risperdal

...reddede mig her til eftermiddag. Jeg kunne lige pludselig ingenting, og var så rastløs. Det er også bare hårdt at begynde igen, tror ikke jeg helt har tilladt mig selv at indse præcis hvor hårdt det er. Det er forbundet med så meget angst og frygt for at fejle igen. Og frygten for ikke at kunne læse. For ikke at være god nok. For at kunne have gjort alting så meget bedre. For at blive ensom. For at blive fed. For at blive forstyrret af tanker når jeg skal læse. For at være ude af stand til at skrive opgaverne. For at sove livet væk igen fordi alt andet er for hårdt. Jeg er alt for hård ved mig selv, og mit selvværd kan ligge på et meget lille sted. Og jeg ved det. Men der er alligevel et eller andet indeni mig der kæmper for det her, på en anden måde end før. Men så kryber ensomheden ind på mig, og jeg bliver rastløs. Kan ikke være i lejligheden, kan ikke være alene, kan ikke læse, kan ikke skrive, kan ikke være til. Og så var det jeg bare måtte tage pillerne, og tror måske også at de har hjulpet en smule. Og Rammstein, sie sind immer gut für die Sehle...

Selvhad

De sidste par dage har jeg for alvor erfaret hvor stort og dybdeborende mit selvhad egentlig er. Det er som om en kæmpe dæmon angriber mig, når det bare går den mindste smule bedre eller jeg har haft en positiv oplevelse. Det blev først rigtig tydeligt for mig i mandags, da jeg havde haft første undervisningstime i kinesisk mundtlig kommunikation efter min to år lange pause, og det faktisk var gået over al forventning. Jeg kunne føre en samtale med min lærer på kinesisk og forstå en hel del og tale det fint. Det var så dejlig og lettet en følelse. Men så kom jeg hjem, og så gik dæmonen i gang. For alvor. Det var bare en langsom, og pludseligt hurtig nedtur. Hvor jeg endte med selvskade. Kradsede min arm helt hudløs, så jeg nu har et stort brandsår der svier ad helvede til. Og det var som om der bare var en stemme indeni mit hovede der bare hadede mig. Intenst. Og fuldstændig havde overtaget og overbeviste mig om mit eget manglende værd, klamhed, dumhed, grimhed, svaghed. Og jeg følte mig så magtesløs overfor den. For den havde jo ret så vidt jeg kunne se... Og der er bare ikke noget værre end at være sin egen værste fjende. Det er så hæsligt at hade sig selv. For det er jo op til en selv at stoppe og træffe beslutningen om at få det godt og holde af sig selv. Men når man har så massivt had at kæmpe imod. Så er det let at føle sig modløs... Det gik ikke væk det gik over. Dragem trak sig tilbage til sin grotte. Der ligger den nu og sover, eller det vil sige den hvisker mig hele tiden i øret at jeg ikke er god nok lige meget hvad jeg gør, men den er ikke i udbrud. Det er ikke blændende raseri, den forholder sig som normalt, modbydelig og nedbrydende, mens jeg har det konstant skidt. Så alt er jo som det plejer. Men så gik vulkanen i udbrud igen i dag. Og jeg er tæt på at give op, for jeg har haft det for skidt for længe... Hvornår ender det her helvede, hvad skal der til. Jeg ved det ikke...