Behandling

Jeg har fundet en beskrivelse af den behandling jeg skal igang med her. Jeg har ligeså længe jeg har været syg, eller flirtet med tanken om at være syg, elsket at finde mig selv i alle mulige beskrivelser på nettet eller i bøger af folk med alverdens psykiatriske diagnoser. Jeg har genkendt mig selv i anoreksi, maniodepressivitet, ADD, Borderline, Narcissisme, Ængstelig Personlighedsforstyrrelse, Tvangspræget Personlighedsforstyrrelse, OCD, depression, bulimi og skizofreni. Men nu tror jeg at jeg er ''landet'' endeligt på en borderline og en bulimi. Selvom God knows I have been around. Jeg fik konstateret en anoreksi og tvangspræget personlighedsforstyrrelse fra det første sted jeg var i behandling, men tror meget mere på den nye kombination. Og det er så det jeg har været/skal i behandling for. Nu er bulimien kommet nogenlunde under kontrol - maden er stadig min fjende og jeg har et meget anstrengt forhold til krop, men jeg har den mest stabile vægt jeg har haft i mange mange mange år. Alligevel. Trods alt. Selvom det er meget op ad bakke det meste af tiden - eller rettere sagt rundt i cirkel, op og ned og frem og tilbage til man er helt rundtosset.
Men jeg fandt mig selv i endnu en beskrivelse, og det er svært at sætte ord på hvori nydelsen består, men det er en enorm tilfredsstillelse jeg får ved genkendelsen, som at få bare en lille bitte smule orden på kaos, jeg er noget, jeg kan sættes i en kasse og forlader for en kort stund tomheden og udefinerbarheden, det hele flyder ikke bare, men jeg er hængt op på konkrete diagnostiske træk, som eksperter har analyseret sig frem til, jeg træder ud af meningsløsheden og anonymitetens skygge og er noget for en kort stund... Hver gang jeg ser mig selv på listerne over symptomer bliver jeg lidt mere rolig, det er som om brikkerne falder på plads. Det er ikke bare pinefuld uvished, der er en mening i galskaben. En forklaring. Alt er ikke længere et stort hvorfor, og jeg kender ikke mindst mig selv lidt bedre. Hvis jeg ikke vidste hvem jeg var, så er jeg et skridt tættere på. Jeg er anerkendt, mine problemer er ikke bare diffuse, noget alle mennesker har, jeg er en IC-D, jeg er syg og har derfor en chance for at kunne behandles og få det bedre. Jeg er en form for offer, og mange af de ting jeg gør eller tumler med, igen og igen har svært ved er ikke helt min skyld, jeg kan ikke hårdnakket bebrejde mig selv, for jeg er ikke selv herre over det. Det er min spiseforstyrrelsen, eller min personlighedsforstyrrelse der gør det. Det er ikke bare mig der er uduelig, ensom, ikke kan finde ud af at socialisere, leve ordentligt med kæresten, spise, motionere, studere, feste, drikke, se venner. Jeg er undskyldt. Det fjerner selvfølgelig en hel del ansvar, men så alligevel - jeg er jo aldrig fritaget fra ansvar så længe jeg er et menneske, der lever og ånder og begår handlinger som jeg kan stilles til ansvar for. Jeg behøver blot ikke at hade mig selv så meget for de dumme ting jeg gør, for det er min sygdom. Det er ikke bare mig der er noget galt med. Jeg kan selvfølgelig være forfalden til ''offer''rollen, fælden, for det kan være svært at skulle ændre en masse ting man gør, når meget af det ikke står til at ændre det helt store, og hvad er så hvad.
Anyways, den seneste beskrivelse der gav mig ro og trøst var denne, især der hvor der står at ''for de patienter, der har de sværeste borderline/emotionelt ustabile tilstande, har vi et DAT-program'' - for jeg kan altid godt lide at blive beskrevet som meget syg, fordi det får mig til at føle mig speciel. Og hvis jeg er speciel vil jeg blive givet den opmærksomhed og omsorg og behandling jeg hungrer efter. Frygter jeg så også at blive rask? Det gør jeg nok til en vis grad. Somme tider er det som om jeg fylder hulheden ud med gamle mønstre. Med vilje, næsten fordi jeg ikke tør andet. Eller ikke orker hele tiden at omstrukturere og ændre adfærd - nogle gange gør man bare hvad der ligger lige til højrebenet, og springer over hvor vanerne er flest. Men jeg kan også blive helt angst for at få det godt, for hvad der måtte være mig til gode, hvordan det ville være at give slip på kontrollen, og bare være - være. Det er skræmmende, men jeg ynder at fortælle mig selv at jeg både vil og kan få det bedre, trods tilbagefald og frygten for det ukendte. Vanerne stikker dybt, men viljen er der. Jeg har alligevel ligget længe nok i dyndet til at være klar til at prøve noget nyt.
Så jeg er glad for anerkendelsen jeg endelig efter så mange år har fået, og dermed også et ordentligt tilbud om hjælp. Og jeg glæder mig til at komme i gang, for denne gang tror jeg faktisk virkelig på det. I have tried and failed many a time, but this might be my chance. Behandlingen skal nok gå så længe jeg er motiveret og behandlerne er dygtige, og det føler jeg virkelig de er. Jeg har tillid til dem og er motiveret. Så jeg krydser fingre for det denne gang...