Almindelighed

En helt almindelig dag. Eller det vil sige - ikke i forhold til ''normale'' mennesker. Jeg har stadig intet arbejde at stå op til, men jeg kan dog formå at skabe mere eller mindre struktur. Okay - måltiderne har jeg ikke været helt så god til idag. Kom til at snacke lidt. Men det kunne sagtens have været værre. Men jeg kom op i nogenlunde tid. Klokken 10. Det var flot i forhold til min statistik den seneste måneds tid. Jeg støvsugede, vaskede op, gjorde rent på toilettet, skiftede sengetøj og vaskede tøj, vaskede gulv i køkkenet og handlede ind. Alt i alt en produktiv dag. Og nu er jeg så nået til fjernsynet. Stene. Jeg ville gerne have læst lidt, men det blev det ikke til. Jeg ville også godt have været mere ude, men det blev det heller ikke til. En praktisk dag. Det virker så ligegyldigt, alle de ting der bare skal gøres, kræve min tid og opmærksomhed, for blot at skulle gentages med to-tre ugers mellemrum. Overflader der tørres af for blot at blive beskidte igen. Tøj der skal vaskes, op og ned af trapper over mange timer. Et par underbukser og strømper om dagen. Tallerkener, bestik og køkkengrej der skal gøres rent på daglig basis. Ja, hvis altså ikke man kommer til at lade det hobe sig op. I en uendelighed til uigenkendelighed. Sengetøj der svedes i. Badeværelset der bliver snasket. Hvordan kan jeg nogensinde acceptere det. Jeg magter det ikke. Ligesom jeg heller ikke magter at skulle planlægge indkøb, lave mad, vaske op bagefter hver dag. Så det bliver det ikke til for mit vedkommende. Jeg springer over hvor gærdet er lavest. Kombineret med at jeg HADER rod og snavsede ting. Det er ikke så heldigt. Det her liv vi får er endeløs repetition. Så meget tid og energi der skal gå med bare at opretholde ting. Det er kedeligt at holde sig i live. Kedeligt og trivielt at gennemføre alle de handlinger der skal til, for at man kan have rent tøj, et hjem der ikke er en tikkende bakteriebombe og mad i maven, der ikke er lutter færdigretter eller rugbrødsmadder. Hvor skrev jeg under på at jeg gad det. Det kedelige er så også bare at jeg ikke er i stand til bare at slå hjernen fra og robotagtigt gøre det. Udføre ritualerne, mens jeg hygger mig med at kunne slå hjernen fra. Næ, den vil tænke og stimuleres hele tiden. Duer ikke til futil repetition. Det er selvfølgelig en meget rar og tilfredsstillende følelse når man er færdig og har udført dagens gerning. Men jeg kan stadig ikke lade være med at trættes ved tanken om at det jo bare skal gøres igen om en tre ugers tid. Så er sokkerne igen snavsede, køkkenet, badet as well. Vi kunne købe en au pair. Haha. Yeah right. Så skulle hun bare gøre det. Stakkels menneske. Mit snavs er mit snavs, og det er så umiskendeligt almindeligt. Jeg er en proletar ligesom alle andre der er strandet op denne jord. Dømt til at rydde op, snavse til, for at rydde op igen. ''Jeg kan mærke en stigende trang til at flå huden af, og vende lortet på vrangen for ikke at strande som en ussel karl''...