Fucked Up

Jeg er uendeligt ked af at jeg gør det her igen og igen. Det har jeg lyst til at han skal vide. Det er som om jeg kun kan mærke at jeg elsker når det er gået helt galt, helt frygteligt grueligt galt. Det er som om der sidder en djævel indeni mig, der vil ham det ondt. Rigtig ondt, helt ind i sjælen ondt. Han skal bare ned med nakken, til han smertes ligeså meget som mig. Det er et frygteligt og meget uhyggeligt monster. Det kommer over mig som bølger og gør mig til et monster. Der spyer ild og galde i min elskedes retning. Og bryder hans tillid og gør alt for at gøre mig uværdig til at blive elsket af ham. Jeg elsker ham frygteligt højt men det er tit frygteligt svært at se...

Rammstein og Risperdal

...reddede mig her til eftermiddag. Jeg kunne lige pludselig ingenting, og var så rastløs. Det er også bare hårdt at begynde igen, tror ikke jeg helt har tilladt mig selv at indse præcis hvor hårdt det er. Det er forbundet med så meget angst og frygt for at fejle igen. Og frygten for ikke at kunne læse. For ikke at være god nok. For at kunne have gjort alting så meget bedre. For at blive ensom. For at blive fed. For at blive forstyrret af tanker når jeg skal læse. For at være ude af stand til at skrive opgaverne. For at sove livet væk igen fordi alt andet er for hårdt. Jeg er alt for hård ved mig selv, og mit selvværd kan ligge på et meget lille sted. Og jeg ved det. Men der er alligevel et eller andet indeni mig der kæmper for det her, på en anden måde end før. Men så kryber ensomheden ind på mig, og jeg bliver rastløs. Kan ikke være i lejligheden, kan ikke være alene, kan ikke læse, kan ikke skrive, kan ikke være til. Og så var det jeg bare måtte tage pillerne, og tror måske også at de har hjulpet en smule. Og Rammstein, sie sind immer gut für die Sehle...

Selvhad

De sidste par dage har jeg for alvor erfaret hvor stort og dybdeborende mit selvhad egentlig er. Det er som om en kæmpe dæmon angriber mig, når det bare går den mindste smule bedre eller jeg har haft en positiv oplevelse. Det blev først rigtig tydeligt for mig i mandags, da jeg havde haft første undervisningstime i kinesisk mundtlig kommunikation efter min to år lange pause, og det faktisk var gået over al forventning. Jeg kunne føre en samtale med min lærer på kinesisk og forstå en hel del og tale det fint. Det var så dejlig og lettet en følelse. Men så kom jeg hjem, og så gik dæmonen i gang. For alvor. Det var bare en langsom, og pludseligt hurtig nedtur. Hvor jeg endte med selvskade. Kradsede min arm helt hudløs, så jeg nu har et stort brandsår der svier ad helvede til. Og det var som om der bare var en stemme indeni mit hovede der bare hadede mig. Intenst. Og fuldstændig havde overtaget og overbeviste mig om mit eget manglende værd, klamhed, dumhed, grimhed, svaghed. Og jeg følte mig så magtesløs overfor den. For den havde jo ret så vidt jeg kunne se... Og der er bare ikke noget værre end at være sin egen værste fjende. Det er så hæsligt at hade sig selv. For det er jo op til en selv at stoppe og træffe beslutningen om at få det godt og holde af sig selv. Men når man har så massivt had at kæmpe imod. Så er det let at føle sig modløs... Det gik ikke væk det gik over. Dragem trak sig tilbage til sin grotte. Der ligger den nu og sover, eller det vil sige den hvisker mig hele tiden i øret at jeg ikke er god nok lige meget hvad jeg gør, men den er ikke i udbrud. Det er ikke blændende raseri, den forholder sig som normalt, modbydelig og nedbrydende, mens jeg har det konstant skidt. Så alt er jo som det plejer. Men så gik vulkanen i udbrud igen i dag. Og jeg er tæt på at give op, for jeg har haft det for skidt for længe... Hvornår ender det her helvede, hvad skal der til. Jeg ved det ikke...

Sitting in my room

Jeg kan ikke skrive lige nu. Det er som om det gør ondt at skrive. Måske fordi det minder mig om at jeg ikke er til stede. At jeg er alene i det her tomme værelse. At jeg er ensom. At jeg har sådan en underlig tyngde i brystet. At jeg er træt af navlepillende selvransagende sagesløse skriverier der ikke fører nogen vegne eller finder nogen steder hen end rundt i ring.
Vi har endelig fundet hinanden igen. Og idag sagde jeg rent faktisk undskyld for noget dumt jeg havde gjort lige med det samme jeg havde gjort det. Vi skulle ikke igennem timelange skænderier før jeg indrømmede, opgav min hårdnakkede stolthed og kapitulerede. Jeg lagde mig med det samme i støvet og sagde undskyld. Og det var et stort skridt i den rigtige retning. For vi har virkelig været nær afgrunden også i denne weekend et par gange pga. min manglende evne til at sige undskyld og ikke mindst nære tillid til Thomas. Han skal virkelig døje med meget møg fra min side. Meget der skyldes fortidens dårlige erfaringer og ikke hans nutidige handlinger. Det er noget crap. Det er virkelig ikke godt. Og det er kun mig der kan redde den synkende skude.
Men jeg kan kun tage et skridt ad gangen og lige nu - lige NU - går det godt, rigtig godt. Så det kan jeg vel forsøge at holde fast i i stedet for at frygte at det skal gå galt igen og vi skal fare vild i mistillid og spøgelser igen.
Den her følelse i maven - er det sult? Er det tristhed? Er det rastløshed? Er det angst? Er det stress? Er det mæthed? Er det spændinger? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg er åååh lige nu med hensyn til min krop. Den skal bare gå væk lige nu. Jeg skal ikke trøste mig selv med mad. Men jeg skal heller ikke have den her knugende rastløshed i maven og ryggen. Åh. Uh. Gå væk...

Impulskontrol // Midlertidigt forsonet // When will I strike again

Endnu et skænderi. Og så har jeg mistet mine nøgler. Gjorde alt for at finde dem, men de er uvægerligt lost. As am I... I hurt him - again and again - and I don't know what to do about it. Lige så snart jeg har besluttet mig for at ændre mig, går det galt igen. Er det fordi jeg ikke vil det nok, er fast besluttet nok på at nu SKAL det lykkes, nu skal jeg ikke begive mig ud i lange diskussioner om hvem der gør mest for hvem, gå ud fra at han vil mig det ondt, eller opføre mig som om jeg skal have ret og ikke kan sige undskyld for det er for sent... Jeg havde det sådan i nat, da jeg var uvenner med Thomas og havde begivet mig ind til byen igen midt om natten for at lede efter mine nøgler, men ikke fandt dem, at jeg gider ikke mere. Jeg var klar til at give slip på det hele, og bare sige ''fuck it'', jeg klarer mig uden - kæreste, venner, besvær. Jeg har ikke plads til noget af det, jeg orker det ikke. Der er ikke plads. I er dødvægt, jeg kaster Jer overbord, for jeg kan Jer ikke. Der er ikke noget galt med Jer, det er bare nemmere at give op i stedet for at skulle holde fast og righte the wrongs, bibeholde relationerne, pleje dem, lytte og dele, skulle ud når man hellere vil være alene, forvente og blive stillet forventninger til. Det er nemmere bare at skylle kærligheden ud med badevandet. Kærlighed er snavset, elsk nogen og du vil få beskidte hænder. You'll be digging in the dirt. Jeg vil bare være ren og alene og fri. Men det er en løgn, det ved jeg. Livet er kropslugte og mørke følelser, såre hinanden og blive såret, ingen går fri. Heller ikke jeg. Selvom jeg tit er fristet til at prøve. Hvor finder jeg gejsten til at kæmpe. Styrken til at være vedholdende, for kærlighedens skyld. Når det er så meget lettere bare at give op. Er det først når stolen rigtig er sat mig for døren og han vitterligt er lige ved at gå fra mig at jeg kan fatte helt ind i mit inderste indre at det er alvor og mærke om jeg vil blive ved og miste, eller gøre en indsats og beholde...
Det er selvkastration at fortsætte i dette spor. Det er selvmord, den lige vej til ensomhed og døden i livet. Jeg brænder mine broer, det er kun mig selv jeg skader. Eller jeg tager så også lige et par stykker med i faldet. Helt omkostningsfrit er det ikke at være menneske. Vi er alle viklet ind, viklet ind i spind, vi ikke kan undgå at blive viklet ind i. Ethvert menneske der kender hinanden godt har en snor der binder dem sammen, og så kører det ellers bare derfra. Man bliver mere og mere viklet ind, og filterkagen er uundgåelig. Det er noget rod når sådan noget skal vikles op. Det ender altid med at saksen må frem, og det gør ondt at klippe strengene. Og så har man knuderne på sin snor man slæber med sig videre til de næste snore, der så lettere bliver viklet ind, med knuderne fra de gamle, løse tråde hængende...
Det er sort, jeg ved det. Men det er der jeg er lige nu. Og der jeg var i nat, da jeg vandrede hvileløst rundt i nattens gader og ledte desperat efter mine nøgler. Det er egentlig meget lig det jeg kæmper med nu. Jeg har en lås, en kæmpe knude der sidder indeni mig, og jeg mangler en nøgle, eller en der kan løsne den op. Ellers er jeg i kæmpe fare for at ødelægge alle forhold og relationer jeg lige nu er bundet ind i. For det er det sidste jeg ønsker... Lampen lyser rødt, og højtalerne kalder sidste chance for afgang people you love. Hvis jeg ikke finder en måde at stige på, så er løbet kørt. Lige nu sidder jeg bare i transit og kan ikke røre mig ud af flækken. Og jeg kan ikke finde ud af om det er fordi mit ben er brækket eller jeg bare skal rejse mig op. Men hvad betyder det at vente på at benet heler. Change happens today, and it happens because I want it to. Brækket ben eller ej. Gamle knuder eller ej. Bange, paralyseret og forkvaklet eller ej. Men jeg sidder her stadig. Vi når blot tættere og tættere på afgangen. Uret tikker, og for hver gang jeg har skuffet Thomas er jeg et skridt tættere på afgrunden. Og jeg tager ham med i faldet. Poor boy, to have fallen for me.
Det er frygteligt at skulle tage ansvar for noget man ikke har gjort. Det var ikke mig, det var min onde tvillingesøster, der ligner mig på en prik. Men ingen vil lytte til mig, for de kender kun mig og ved ikke at hun eksisterer selvom hun ikke er til at se. Hun laver ballade bag min ryg, hun stjæler min tunge og spyer ild på alle dem jeg elsker. Og forsvinder så, og lader mig om at redde de forkullede rester, når de kommer til mig og beder mig om at undskylde for den smerte jeg har påført dem. Og for hver gang får de ar og huden heler lidt tykkere, til de til sidst ikke kan mærke min berøring mere. Og bliver immune overfor at jeg puster på den brændte hud.
Det er også det der er ved at ske. Han er ved at være immun overfor mine undskyldninger. De runger hult og tomt, fordi der ikke er handling bag. Og fordi de altid kommer alt for sent. Og jeg forstår ham udmærket godt. Ulven kommer, ulven kommer. Undskyld undskyld jeg skal nok prøve at ændre mig. Same thing. Til sidst er tilliden bare brudt. Og der er ikke noget at gøre, der skal mange gange til hvor det lykkes til at hæve den brudte tillids forbandelse.
For med hvert løfte er også den iboende frygt for hvornår det sker igen. Hvornår hun får listet sig ind på mig og gjort ugerninger bag min ryg. Så vi står der igen. Det giver mening at beskrive det som om det ikke er mig der gør det. Men det er også potentielt farligt, fordi jeg så er mindre tilbøjelig til at tage ansvar for det. Jeg bebrejder bare mig selv så hårdt at jeg gentagne gange sårer, beskylder, lyver, fordrejer, ikke tror på, angriber og går i forsvar inden der overhovedet er kommet antydningen af hvad der kunne ligne et angreb. Jeg hader mig selv for det, men jeg hader åbenbart ikke mig selv nok til at gøre noget ved det. Derfor er billedet med den onde tvilling skånende og godt.
Men på den anden side så er det lige præcis det, der er problemet. At jeg altid går i forsvarsposition. Jeg er altid klar til at kæmpe, til at bide, kradse og gå til angreb verbalt. Det har mange mange mange år med min far med mange mange mange lignende situationer lært mig, men hvor det var ham der var en tyran og mig der var et lille barn, der blev angrebet og altid skulle være på vagt og i forsvarsposition, fordi jeg aldrig vidste hvornår næste slag skulle slås. Det stikker så usvigeligt dybt. Hvis det er et ord. Jo, det siger Nudansk Ordbog at det er. Men altså det stikker dybt. Så dybt at jeg hele tiden tvivler på, hvor meget jeg kan ændre det. Jeg fik det jo praktisk talt ind med modermælken, blev knækket før jeg overhovedet var bygget op. Det er på linje med INSTINKTER for mig. Bliver du bange hvis du står på et højt bjerg helt ude ved kanten og for et øjeblik mister balancen. Ja, for fanden. Det er slet ikke noget du har kontrol over, frygten er urinstinktets dybeste og mest grundlæggende, og har tilhørt menneske i millioner af år. Bliver du bange hvis du hører en løve brøle i buskadset ved siden af dig, ja for fanden. Det er heller ikke op til dig om du vil det eller ej. Forsvarer du dig hvis du bliver angrebet eller fornemmer et angreb komme fra en verbalt eller fysisk? Ja. Og det er så der min opvækst træder ind i billedet og hvad det har givet mig af instinkter. For det er mit instinkt der siger mig at jeg skal give igen, jeg skal sætte mig til modværge, jeg skal vinde, jeg skal ikke vige og vise svaghed, jeg skal argumentere stærkt og ikke vise medfølelse eller give mig, jeg skal kæmpe med næb og klør for det sænkende skib, ingen skal få mig ned. Indtil stormen stilner og jeg godt kan se at jeg har forsvaret mig imod en der elsker mig. Ligesom min far også supposedly elskede mig, dem der elsker en vil en det ondt. Det er det jeg har lært, og jeg kan se at det er den viden der gør at jeg agerer som jeg gør. Men jeg kan ikke se hvordan jeg skal aflære så mange års opbygget forsvar. For det er et forsvar og et værn imod at blive såret, det er designet til at beskytte mig, men nu er mit skjold blevet en destruktiv kraft jeg ikke længere har kontrol over. It served its purpose for a while, but now it has become a problem in itself. Hvordan vender jeg skuden, så den ikke blot har kursen sat mod afgrunden, hvor fortidens dæmoner hersker angst er et livsvilkår.
Han har tilgivet mig igen, for denne gang. Men jeg kan ikke lade være med i mit stille sind at tænke på, hvornår vi står her igen. Stormen er stilnet og alt ånder fred og ro, men indeni mig sniger der sig en skygge for solen og jeg ængstes over min egen selvdestruktive, stolte forsvarsmekanisme, der ikke er til at tøjle eller ridde til, i hvert fald føles det ikke som om det er mig der styrer særligt længe ad gangen. Fortidens ugerninger kan ikke gøres om, men kan jeg lære af mine fejl og gøre et ærligt forsøg på at ændre mig for fremtiden? Det må jeg lade stå uvist og glide ud i æteren, og give mig selv lidt fred, for nu...

Does it ever end?

Does it ever end? Jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i en offerrolle. Men lige nu er jeg i et sted hvor det er det eneste jeg har. Jeg er i stand til. Magter. For jeg orker ikke det her. Har lige set at bivirkningerne for begge de piller jeg tager er vægtøgning. Det giver mig to tanker: for det første er det en lettelse fordi det så ikke KUN kan være min skyld - overspisningerne og bulimiens og som jeg ser det min svagheds skyld - men jeg kan faktisk fritages for noget af ansvaret når pillerne kan være skyld i det. For det andet gør det mig hunderæd for at jeg så bare tager på - på på på og ikke kan styre det. Sådan som jeg føler sker lige i øjeblikket. Det er mindst tre kilo på en måned så vidt jeg kan mærke. Det kan meget vel være spiseforstyrrelsen der taler her, men jeg føler det virkelig. Pyha. Og så sådan en dag som idag foran tv'et seks timer i streg. Og så kommer tankerne om fremtiden. Om at jeg ikke er god nok. Om at jeg er fed. Og så spiser jeg. Og så hader jeg mig selv. Og så kører bussen. Jeg får det ikke bedre af at sidde her. Måske jeg skulle gå i seng og se om morgendagen har bedre humør og mindre selvhad, opgivenhed og selvmedlidenhed... Suk...

Pludselig tomhed

Så lige pludselig sker det - jeg føler mig helt tom indeni. Sidder herhjemme alene, halv fire om eftermiddagen. Min dag indtil nu har gået med at sove, komme til og fra tandlægen og handle lidt. Og så spurgte spiseforstyrrelsen mig om det ikke var på tide at gå en lang tur resten af eftermiddagen? Og jeg magtede det ikke, så jeg skød det hen, afviste den passivt. Tænkte ''så kan jeg læse lidt''. Og så sidder jeg her, har klaret nogle praktiske ting der skulle gøres over nettet og nu sniger den sig ind. Tomheden, hulheden. Tristheden. Jeg er faktisk ikke sulten, jeg er godt mæt og heller ikke rastløs ''jeg må bare spise noget'' agtig. Nu er jeg bare trist - trist trist så tung og trist at det ikke er til at holde ud. Min dag er et ocean af tid, som jeg drukner i. Hvis bare jeg havde noget meningsfuldt at tage mig til som ikke var at forbrænde eller indtage kalorier. I stedet denne tungsindighed. Måske jeg bare skulle gå ud, flygte væk fra den, ind i den, for kan næsten ikke holde ud at blive siddende her lige nu. Jeg ved bare heller ikke hvad jeg skulle på gaden efter. Årh hvor er det hårdt lige pludselig. Gider ikke sidde her og blive mere og mere trist, kan heller ikke helt se hvordan jeg skulle kunne læse nu. Måske er løsningen at tage en tur ud. Men det bliver snart mørkt. Det er nu jeg er gået i selvsving, sådan et mode som de fleste ville have lyst til at svare med et ''så tag dig dog sammen, så GØR dog noget'' mens man bare er helt paralyseret og træder vande i det. En skarp analytiker ville måske få den ide at jeg bliver trist hver gang spiseforstyrrelsen træder lidt i baggrunden. Den gør mig selvfølgelig trist fordi den afskærer mig fra mig selv, kilden til liv og positive ting i mig. Men når den så letter sig, som en tyk tåge der pludselig må vige og klarhed og renhed, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Så ligger jeg bare tilbage som en tom skal, hvor skelettet er blevet suget ud, og blodet langsomt siver ud i sandet. Så hvad så nu. What to do next. Where to go from here. Så er det jeg må skabe mig et lille mål, et lille formål med at gøre noget - gøre noget som helst. Jeg tror måske at min mission lige nu er at gå ned og købe nogle urtelakridser som jeg så godt kan lide og noget urteekstrakt jeg drikker og lige pt. mangler mere af. Er det det vi gør, er det planen? Jeg kan ikke klare bare at lægge mig ned. Tænde for tv'et ej heller. Jeg tror ikke jeg ville kunne koncentrere mig om at læse. Jeg er lige pludselig meget træt. Eij jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bare bla. Vil ikke noget som helst. Vil ikke ikke noget som helst. Suk...