Rammstein og Risperdal

...reddede mig her til eftermiddag. Jeg kunne lige pludselig ingenting, og var så rastløs. Det er også bare hårdt at begynde igen, tror ikke jeg helt har tilladt mig selv at indse præcis hvor hårdt det er. Det er forbundet med så meget angst og frygt for at fejle igen. Og frygten for ikke at kunne læse. For ikke at være god nok. For at kunne have gjort alting så meget bedre. For at blive ensom. For at blive fed. For at blive forstyrret af tanker når jeg skal læse. For at være ude af stand til at skrive opgaverne. For at sove livet væk igen fordi alt andet er for hårdt. Jeg er alt for hård ved mig selv, og mit selvværd kan ligge på et meget lille sted. Og jeg ved det. Men der er alligevel et eller andet indeni mig der kæmper for det her, på en anden måde end før. Men så kryber ensomheden ind på mig, og jeg bliver rastløs. Kan ikke være i lejligheden, kan ikke være alene, kan ikke læse, kan ikke skrive, kan ikke være til. Og så var det jeg bare måtte tage pillerne, og tror måske også at de har hjulpet en smule. Og Rammstein, sie sind immer gut für die Sehle...